Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.
Loven medfører ændrede regnskabsregler som følge af lov nr. 222 af 3. juni 1983 om en realrenteafgift af visse pensionskapitaler m.v.
Således skal pensionskasserne ikke længere arbejde med to forskellige værdiansættelser, men kan alene nøjes med at anvende princippet om matematisk kurs ved værdiansættelse af aktiver for pensionskasser.
Loven medfører endvidere ændringer af redaktionel karakter som følge af, at det samtidig fremsatte og vedtagne forslag til lov om ændring af lov om forsikringsvirksomhed medfører ophævelse af lov nr. 239 af 27. maj 1981 om anbringelse af livsforsikringsselskabers og pensionskassers midler i erhvervsvirksomhed.
Lovforslaget blev som nævnt behandlet sammen med forslag til lov om ændring af lov om forsikringsvirksomhed (se nærmest følgende sag), og erhvervsudvalget afgav fællesbetænkning over de to lovforslag.
Om nærværende lovforslag er der i den skriftlige fremsættelse bl.a. anført følgende:
»Forslaget til lov om ændring af lov om tilsyn med pensionskasser medtager kun ændringer, der angår regnskabsreglerne.
Nogle firmapensionskasser har ønsket samme adgang til at investere risikovillig kapital som de tværgående pensionskasser. Jeg er i princippet enig i, at en udvidet adgang til risikovillige investeringer er ønskelig. Men en ændring af pensionskasseloven på dette punkt kræver nærmere undersøgelse. Pensionskasseloven gælder for en lang række firmakasser af meget forskellig opbygning og størrelse. En generel lempelse af reglerne under hensyntagen til disse forskelle kunne i nogle tilfælde udsætte kasserne for risici til skade for de pensionsberettigede.
Jeg agter derfor at nedsætte et udvalg, der skal kortlægge firmapensionskasseområdet og fremkomme med forslag til en ny lov om pensionskasser. I den forbindelse skal udvalget overveje, om der bør gives forskellige regler for de forskellige grupper af firmapensionskasser.«
Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 164 stemmer (S, KF, V, SF, CD, RV, KrF, Preben Lange (Grønl.), Steenholdt (Grønl.), Barsøe-Carnfeldt (UP), Askjær Jørgensen (UP), Tang Sørensen (UP), Thorndahl (UP), Lawaetz (FP), Tove Niemann (FP) og Poulsgaard (FP) mod 11 (Arentoft (FP), Halvgaard (FP), H. C. Hansen (FP), Knud Lind (FP), Mogens Voigt (FP) og VS).