L 50 Forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen.

(Obligatoriske afgangsprøver).

Samling: 1983-84 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til uddannelsesudvalget.

Med lovforslaget tilsigtedes en ændring af folkeskolelovens § 12, stk. 3, således at eleverne ved afslutningen af 9. og 10. klassetrin i hvert af fagene dansk, regning/matematik, engelsk, tysk, fysik/kemi skulle indstille sig til en afgangsprøve, der for hvert fag svarede til valget af kursusniveau i det pågældende fag. Prøverne skulle benævnes folkeskolens grundprøve respektive udvidede prøve i de pågældende fag på henholdsvis 9. og 10. klassetrin.

Lovforslaget var en delvis genfremsættelse af et i folketingsåret 1982-83 fremsat lovforslag, hvorom kan henvises til Folketingsårbog 1982-83, side 288 ff.

Ved 1. behandling kunne undervisningsministeren ikke give tilslutning til at ændre de afsluttende prøver fra at være frivillige til at være obligatoriske. Ministeren var mere imødekommende med hensyn til, at prøverne skulle svare til det niveau, eleverne var blevet undervist på, men henviste her til de forhandlinger, der netop nu fandt sted mellem regeringen og partierne om visse ændringer af folkeskoleloven. Også flere af de øvrige partiers ordførere henviste til disse forhandlinger, og der syntes således ikke umiddelbart at kunne skabes flertal for en gennemførelse af lovforslaget.

Uddannelsesudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget inden udskrivelsen af nyvalg til folketinget.
Partiernes ordførere
Lissa Mathiasen (S), Karen Højte Jensen (KF), Knud Øllgaard (V), Holger K. Nielsen (SF), Bente Juncker (CD), Børge Halvgaard (FP), Jens Michaelsen (RV) og Jens Kristian Steffensen (KrF)