L 37 Forslag til lov om stop for oprettelse af nye kontokøbekort o.lign.

Samling: 1983-84 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Lovforslaget havde følgende indhold:

»§ 1. Der kan ikke oprettes nye landsdækkende kontokortsystemer el. lign., før folketinget har haft lejlighed til at behandle spørgsmålet om lovgivning for hele dette område.

§ 2. Denne lov træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende, men har virkning fra den 24. august 1983.

Stk. 2. Kontokortsystemer, som er omfattet af § 1, og som er igangsat efter den 24. august 1983, skal ophæves øjeblikkelig ved lovens ikrafttræden.«

Som baggrund for lovforslaget havde forslagsstillerne i forslagets ledsagende bemærkninger bl.a. anført følgende:

»Pengeinstitutternes iværksættelse af Dankortet med virkning fra den 1. september 1983 er et bevidst forsøg på at omgå det folketingsflertal - bestående af socialdemokratiet, socialistisk folkeparti, det radikale venstre og venstresocialisterne - som klart har tilkendegivet, at det ønsker en lovgivning om vilkårene, før der kan være tale om indførelse af kontosystemer som Dankortet el. lign.«

Et tilsvarende lovforslag blev fremsat i folketingssamlingen 1982-83, se omtalen heraf i Folketingsårbog 1982-83, side 244.

Nærværende lovforslag kom til 1. behandling sammen med et af industriministeren fremsat forslag til lov om betalingskort m.v. (se A.II. nr. 23) og med et af SF fremsat forslag til lov om betalingskort (se nærmest foranstående sag).

Udvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget inden udskrivning af nyvalg til folketinget.
Partiernes ordførere
Lissa Mathiasen (S), Bernt Johan Collet (KF), Peder Sønderby (V), Lilli Gyldenkilde (SF), Inger Harms (SF), Carl Hahn (CD), Hans Christian Hansen (FP), Janne Normann (RV) og Anne Grete Holmsgaard (VS)