L 24 Lov om ændring af lov om skoleskibsafgift.

Af: Industriminister Ib Stetter (KF)
Samling: 1983-84 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 629 af 21-12-1983
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Ved loven forlænges gyldigheden af lov nr. 541 af 17. december 1971 om skoleskibsafgift med endnu 4 år fra udgangen af 1983 til udgangen af 1987.

Denne forlængelse indebærer, at rederne for skibe på over 300 BRT fortsat skal betale en afgift på 50 øre pr. registerton netto til statskassen til delvis dækning af udgifterne til driften af skoleskibet »Danmark«.

Om baggrunden for lovforslaget er der bl. a. i den skriftlige fremsættelse anført følgende:

»Siden 1972 har skoleskibet »Danmark«s sejlplan været tilrettelagt således, at der årligt gennemføres 2 togter, hvert af 5 måneders varighed, ét om efteråret for søfartsskoleelever og ét om foråret for navigationselever, som allerede har gennemgået søfartsskoleuddannelsen. Der er en meget stor interesse for at deltage i disse togter, som altid er fuldt belagte.

Efter revisionen i 1958 af lovgivningen om uddannelse af navigatører er der ikke mere noget krav om sejlskibsfart som betingelse for erhvervelse af sønæringsbevis som styrmand, men som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, lægger rederiforeningerne vægt på, at muligheden for denne uddannelse opretholdes som et led i den samlede navigatøruddannelse. Rederierhvervet finder det ikke rimeligt, at man skal deltage i finansieringen af skoleskibet, når udgifterne ved andre uddannelsessystemer afholdes af staten.

Når denne uddannelse ikke kræves ifølge lovgivningen, finder jeg det dog ikke urimeligt, at erhvervet også bidrager til dækning af den del af skoleskibets driftsudgifter, der vedrører uddannelsen af navigationselever.«

Lovforslaget blev ved 3. behandling enstemmigt vedtaget med 158 stemmer.
Partiernes ordførere
Arne Jensen (S), Henning Andersen (KF), Laurits Tørnæs (V), Svend Heiselberg (V), Egon Roesgaard (SF), Carl Hahn (CD), John Lawaetz (FP), Janne Normann (RV), Anne Grete Holmsgaard (VS) og Inge Krogh (KrF)