L 22 Lov om ophævelse af lov om gennemførelse af den internationale konvention af 25. august 1924 om konnossementer.

Af: Industriminister Ib Stetter (KF)
Samling: 1983-84 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 628 af 21-12-1983
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Loven indebærer, at lov nr. 150 af 7. maj 1937 om gennemførelse af den internationale konvention af 25. august 1924 om konnossementer ophæves.

Industriministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Om baggrunden for lovforslaget hedder det i den skriftlige fremsættelse:

»Lovforslaget er et resultat af det nordiske sølovssarnarbejde, der kontinuerligt foregår mellem de nordiske lande. Der er nu blandt de nordiske lande og mellem medlemmerne, der repræsenterer alle berørte søfartsinteresser, i de enkelte landes sølovsudvalg bred enighed om at foreslå denne lov ophævet.

Den internationale konvention fra 1924 om konnossementer, der er grundlaget for den lov, der nu foreslås ophævet, blev ændret ved en tillægsprotokol i 1968. Konnossementskonventionen og den tilhørende 1968-protokol blev indarbejdet i søloven ved lov nr. 294 af 23. maj 1973. Når man valgte dengang i en overgangsperiode fortsat at lade konnossementsloven fra 1924 gælde, skyldtes det dels, at Finland afstod fra at ratificere tillægsprotokollen fra 1968 og derfor kun var bundet internationalt af 1924-konnossementskonventionen, dels en frygt for, at andre lande, der ikke ratificerede 1968-tillægsprotokollen til konventionen, kunne føle sig frit stillet med hensyn til at fastsætte andre og for skandinaviske redere mere belastende regler end 1924-konventionens.

Finland har nu besluttet sig til at ratificere 1968-protokollen, og frygten for reaktionen fra andre lande, der ikke har ratificeret 1968-protokollen, har vist sig ubegrundet. Samtidig har erfaringerne siden lovændringen i 1973 vist, at en ophævelse af loven fra 1937, der er en forudsætning for ophævelsen af konnossementskonventionen fra 1924, vil medføre en betydelig forenkling af retssystemet.

Lovforslaget blev ved 3. behandling enstemmigt vedtaget med 156 stemmer.
Partiernes ordførere
Arne Jensen (S), Henning Andersen (KF), Arne Christiansen (V), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Carl Hahn (CD), John Lawaetz (FP), Janne Normann (RV), Anne Grete Holmsgaard (VS) og Inge Krogh (KrF)