L 107 Forslag til lov om ændring af ligningsloven

(Beskatning af udsendte til udviklingslandene og u-landsstipendiater).

Af: Minister for skatter og afgifter Isi Foighel ()
Samling: 1983-84 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Lovforslaget går ud på som led i regeringens regelsanering at overføre hovedindholdet af tekstanmærkning nr. 50 og 51 i § 42 på finansloven for 1983 til ligningsloven.

Personer, der udsendes til arbejde i udviklingslandene, kan med hjemmel i finanslovens tekstanmærkning nr. 51 fritages for ved opgørelsen af deres skattepligtige indkomst at medregne det for arbejdet ydede vederlag.

Ligeledes kan studerende fra udviklingslandene med hjemmel i finanslovens tekstanmærkning nr. 50 fritages for ved opgørelsen af deres skattepligtige indkomst at medregne modtagne stipendier.

Ved lovforslaget overføres tekstanmærkningernes bestemmelse om skattefrihed til ligningsloven med en ændring, hvorved eventuelle andre indkomster beskattes, som om de er en del af den samlede indkomst.

Efter forslaget skal personer, som har indkomster, der er omfattet af §§ 33 C og D, i modsætning til tidligere medtage disse indkomster ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Den samlede indkomstskat nedsættes herefter med det beløb, der forholdsmæssigt falder på de af §§ 33 C og D omfattede indkomster. Nedslagsreglen svarer til reglen i ligningslovens § 33 A.

På grund af udskrivelse af valg til folketinget kom lovforslaget ikke til 1. behandling.