Efter at forespørgeren havde begrundet forespørgslen, afgav energiministeren (Enggaard) en besvarelse.
I den efterfølgende debat deltog - foruden forespørgeren og energiministeren - følgende ordførere for partierne: Poul Nielson (S), Annelise Gotfredsen (KF), Lennart Larson (V), Riishøj (SF), Emmert Andersen (CD), Lone Dybkjær (RV), Waldorff (VS) og Steffensen (KrF).
Under forhandlingerne fremsatte Poul Nielson (S) sammen med Annelise Gotfredsen (KF), Lennart Larson (V), Riishøj (SF), Emmert Andersen (CD), Lone Dybkjær (RV), Waldorff (VS) og Steffensen (KrF) følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 2821):
»Under henvisning til de i foråret af et bredt flertal gennemførte ændringer i lov om varmeforsyning samt til loven om Dansk Olie & Naturgas A/S m.v. bekræfter folketinget gennemførelsen af naturgasprojektet, ligesom folketinget bekræfter, at selskaberne i D.O.N.G.-koncernen på et forretningsmæssigt grundlag skal drive virksomhed inden for energiområdet i overensstemmelse med de formål, der er angivet i vedtægterne.
Tinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«
Maisted (FP) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 2843):
»Idet folketinget opfordrer regeringen til at nedsætte en kommissionsdomstol til at undersøge forholdene omkring D.O.N.G. A/S i forbindelse med indførelse af naturgas i Danmark,
går tinget over til næste sag på dagsordenen.«
Det af Poul Nielson (S) m.fl. stillede dagsordensforslag vedtoges med 100 stemmer (S, KF, V, SF, CD, RV, VS og KrF) mod 11 (FP og Thorndahl (UP)).
Hermed var det af Maisted (FP) stillede dagsordensforslag bortfaldet.