B 32 Forslag til folketingsbeslutning om fredning af Harboør Tange og Agger Tange

Samling: 1983-84 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Ifølge forslaget til folketingsbeslutning pålagde folketinget miljøministeren at tage de nødvendige initiativer til fredning af Harboør Tange og Agger Tange i henhold til blandt andet naturfredningslovens § 60.

Af bemærkningerne til forslaget fremgår, at Harboør Tange og Agger Tange er vådområder af international betydning som levested for vandfugle og derfor omfattet af den af Danmark den 16. juli 1977 tiltrådte Ramsarkonvention. De to tanger er endvidere udpeget som EF-fuglebeskyttelsesområder i henhold til EFs fuglebeskyttelsesdirektiv, der trådte i kraft 2. april 1981. Områderne indeholder tillige betydelige landskabelige og botaniske værdier. Det fremgår endvidere, at det -på trods af en række fredningssager, der har været rejst siden 1972 - ikke har været muligt at få gennemført tilfredsstillende fredning af de omhandlede naturområder. Forslaget til folketingsbeslutning kom ikke til 1. behandling.