L 73 Lov om ændring af lov om tilskud til nedbringelse af jordbrugserhvervenes renteudgifter

Af: Landbrugsminister Niels Anker Kofoed (V)
Samling: 1982-83
Status: Stadfæstet
Lov nr. 29 af 26-01-1983
Efter 1. behandling henvist til landbrugs- og fiskeriudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Efter loven, der trådte i kraft den 1. februar 1983, kan der ud over tilskud efter de gældende regler i rentetilskudsloven ydes en éngangsydelse på 4 pct. af tilskudsgrundlaget efter lovens § 4 eller en éngangsydelse på 5 pct. af tilskudsgrundlaget efter lovens § 5.

Engangsydelsen udbetales på grundlag af ansøgninger, der var indsendt inden den i rentetilskudsloven fastsatte ansøgningsfrist 31. december 1981, under forudsætning af at den enkelte ansøger fortsat er berettiget til at oppebære rentetilskud efter lovens almindelige bestemmelser.

Lovforslaget blev behandlet sammen med forslag til lov om ændring af lov om statsgaranti for lån og rentetilskud til visse landmænd (gældssaneringsloven) (se nærmest følgende sag).

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 111 stemmer mod 34 (SF, FP og VS).
Partiernes ordførere
Bjørn Rømer Westh (S), Bernt Johan Collet (KF), Knud Øllgaard (V), Ib Bjørn Poulsen (SF), Bent Stubkjær Pedersen (CD), Anker Tang Sørensen (FP) og Hans Larsen-Ledet (RV)