L 68 Forslag til koncernskattelov

Samling: 1982-83
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Lovforslaget havde følgende ordlyd:

»Når to juridiske personers regnskabsår har samme udløbsdag, kan den ene med virkning for det pågældende års skatteopgørelse yde den anden bidrag, som er fradragsberettigede for yderen og skattepligtige for modtageren.

Stk. 2. Betingelserne for, at den ydende kan opnå fradrag, er, at beløbet indtægtsføres ved opgørelsen af modtagerens danske skattepligtige indkomst, og at meddelelse om ydelsen kommer frem til skattevæsenet senest 1 måned efter sidste frist for aflevering af selvangivelsen for det pågældende regnskabsår for det modtagende selskab.«

Om baggrunden for lovforslaget anførtes bl.a. følgende i de ledsagende bemærkninger:

»Nærværende lovforslag angår juridiske personer, som er underkastet dansk skattepligt. Således som de danske skattelove i øjeblikket er indrettet, er der overalt tale om en proportionalskat i størrelsesordenen ca. 40 pct. Der er derfor normalt ikke væsentlige fiskale interesser knyttet til, om et beløb optræder som indtægt hos den ene eller den anden juridiske person.

Spørgsmål i så henseende kan imidlertid komme frem i visse specielle relationer.

For eksempel når et selskab i en koncern gerne vil opbygge en investeringsfond. I disse tilfælde kan der ikke være noget urimeligt i, at man får investeringsfonden placeret, hvor koncernen ønsker det, i stedet for at skulle lave krampagtige samejeforhold eller leasingaftaler, som forekommer merkantilt besynderlige.

Et vigtigere særtilfælde er det, når der hos en eller flere koncerndeltagere forekommer negativ skattepligtig indkomst.

I den situation er det fremskridtspartiets opfattelse, at skattevæsenet straks bør deltage i tabet, som det er storkompagnon, når virksomheder går godt. Dette fremskridtssynspunkt er udviklet og begrundet nærmere adskillige steder - for eksempel i motiverne til forslag til lov om ændring af lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten (ligningsloven). (Tilbageførsel af underskud), se Folketingsårbog 1981-82, side 437.

Nærværende lovforslag må derfor først og fremmest ses som et udslag af samme tankegang.«

Udvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Ole Stavad (S), Eva Bente Møller (KF), Knud Andersen (V), Inger Harms (SF), Mogens Glistrup (FP), Poul Emmert Andersen (CD) og Bernhard Baunsgaard (RV)