Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Ved loven indføres en regel om, at forbigående hjælp højst kan ydes i en sammenhængende periode på ni måneder.

Loven nedsætter endvidere beløbet til underhold og fjerner pristalsreguleringen, idet der i stedet indføres en regulering inden for en ramme på i alt 4 pct. pr. år.

Der indføres en regel om, at al kontanthjælp til terminsydelser skal tilbagebetales, dvs. såvel afdrag som renter.

Forældrebetalingen til fritidshjem forhøjes fra 25 pct. til 35 pct. Endelig skabes der lovhjemmel for, at kommunerne kan få godkendt forsøgsordninger på kontanthjælpsområdet og på institutionsområdet for både børn og voksne.

I lovforslaget var reglen om varighedsbegrænsningen formuleret således, at klienterne teknisk blev overført til § 43-hjælp.

I socialudvalgets betænkning over lovforslaget stillede det radikale venstre et ændringsforslag, hvorefter der blot var en henvisning til § 43 om selve hjælpens udmåling, men der skulle ikke ske en overflytning til varig hjælp efter ni måneder.

Under 2. behandling af lovforslaget blev dette ændringsforslag taget tilbage, og lovforslaget blev efter 2. behandling på ny henvist til udvalget.

Socialministeren stillede herefter i udvalgets tillægsbetænkning over lovforslaget et ændringsforslag, hvorefter det blev fastslået, at det alene er niveauet for hjælpen efter § 37, der undergives en ny grænse.

I lovforslaget var der endvidere foreslået en regel om, at kommunerne ikke måtte yde tilskud til nedsættelse af forældrebetalingen på daginstitutionsområdet. Denne bestemmelse udgik, idet det radikale venstre stillede ændringsforslag herom i udvalgets betænkning.

Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling med 70 stemmer (KF, V, FP, CD, RV, KrF og Barsøe-Carnfeldt (UP)), mod 65 stemmer (S, SF og VS).