L 30 Lov om ændring af lov om statsstøtte til visse private seminarier

(seminariestøtteloven).

Af: Undervisningsminister Bertel Haarder (V)
Samling: 1982-83
Status: Stadfæstet
Lov nr. 711 af 22-12-1982
Efter 1. behandling henvist til uddannelsesudvalget.

Loven giver ministeren hjemmel til at gøre ydelse af statsstøtte til private seminarier betinget af, at de private seminarier følger undervisningsministerens pålæg om at stille overskydende lokalekapacitet til rådighed for andre uddannelsesformål.

Lovforslaget kom til 1. behandling sammen med forslag til lov om nedlæggelse af seminarier, se nærmest foranstående sag, og var et led i undervisningsministeriets seminarieplanlægning og generelle sparebestræbelser.

Af bemærkningerne til lovforslaget og den skriftlige fremsættelse fremgår, at det var hensigten at nedlægge 3 af de private seminarier, nemlig Esbjerg Seminarium, Frederiksberg Seminarium og Th. Langs Seminarium i Silkeborg. Ved 18 af de resterende 25 seminarier skulle der oprettes 3 hold ved hvert seminarium og ved 7 kun 2 hold pr. seminarium.

De lokaler og udendørsanlæg, der i forbindelse med holdreduktionen bliver ledige, skal søges anvendt til andre uddannelsesformål. Den vedtagne lovs hjemmel til ministeren skal ses på baggrund heraf.

Af uddannelsesudvalgets betænkning over de to nævnte lovforslag fremgår, at undervisningsministeren har oplyst, at der tilvejebringes en fusion mellem de 2 private seminarier Frederiksberg Seminarium og Hellerup Seminarium, således at de 2 seminarier lægges sammen til ét 4-sporet KFUMs Seminarium.

Undervisningsministeren har foreslået, og flertallet har tiltrådt, at Esbjerg Seminarium opretholdes med 2 spor.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 129 stemmer; 23 stemte hverken for eller imod (SF, VS og Dohrmann (FP)).
Partiernes ordførere
Dorte Bennedsen (S), Eva Bente Møller (KF), Hans Jørgen Holm (V), Holger K. Nielsen (SF), Bente Juncker (CD), Børge Halvgaard (FP), Ole Vig Jensen (RV), Steen Tinning (VS) og Jens Kristian Steffensen (KrF)