Efter 1. behandling henvist til miljø- og planlægningsudvalget.

Ifølge loven sikres, at kompetencen i konkrete enkeltsager om byggeri m.v. i landsbyer kan overgå til kommunerne i de tilfælde, hvor der er foretaget en endelig afgrænsning af landsbyen i en kommuneplan. I andre tilfælde fastsættes afgrænsningen af kommunalbestyrelsen efter forhandling med amtsrådet.

Loven indebærer en forenkling, idet sager om tilladelse til byggeri i landsbyer vil kunne afgøres hurtigere, når det er kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelsen. Der gives endvidere offentligheden adgang til at fremsætte indsigelse over for den aftalemæssige afgrænsning af landsbyer.

Loven indebærer endvidere, at der fastslås en klar opdeling af zonelovskompetencen, således at den for landsbyer i landzone overføres til den pågældende kommune, mens den i det åbne land forbliver hos amtskommunen. Det sidste er administrativt hensigtsmæssigt, da den amtskommunale sektorplanlægning (fredningsplanlægning, landbrugsplanlægning, miljøplanlægning, råstofplanlægning m.m.) i mange tilfælde udgør forudsætninger for behandling af en tilladelse efter zoneloven.

Endelig ophæves efter loven den gældende ordning med mulighed for klageadgang til miljøankenævnet over visse afgørelser truffet af miljøministeren efter den hidtidige lovs § 9, stk. 3.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget enstemmigt med 158 stemmer, mens 5 (VS) undlod at stemme.