L 182 Lov om ændring af lov om arbejdstilbud til ledige

Samling: 1982-83
Status: Stadfæstet
Lov nr. 244 af 08-06-1983
Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Ved loven bestemmes, at hvis en langtidsledig ikke har fået et rimeligt tilbud om arbejde, inden den pågældendes ret til arbejdsløshedsdagpenge ophører, betaler amtskommunen efter anmodning fra den ledige pr. dag til den pågældende et beløb, der svarer til de arbejdsløshedsdagpenge, den ledige oppebar umiddelbart inden dagpengerettens ophør. Amtskommunens forpligtelse vedvarer, indtil den langtidsledige har påbegyndt eller afslået et rimeligt arbejdstilbud.

Loven har virkning fra den 1. januar 1983.

Som begrundelse for fremsættelse af lovforslaget oplyste forslagsstillerne følgende i de ledsagende bemærkninger:

»Loven om arbejdstilbud til ledige skal sikre, at ledige bevarer arbejdsevne og tilknytning til arbejdsmarkedet.

Lovens § 1 siger, at arbejdsledige har krav på et tilbud om arbejde, mindst 9 måneder i privat regie eller 7 måneder i offentlig regie.

Fra tid til anden har spørgsmålet om, hvorvidt alle får tilbuddet i rette tid, været rejst. Det har dog aldrig været muligt at få helt konkrete oplysninger frem om, hvor stort dette problem er/har været.

Nu er der derimod tale om, at medlemmer af Kvindeligt Arbejderforbund ikke kan få kravet i loven opfyldt, hvilket indebærer, at medlemmerne mister tilknytningen til arbejdsmarkedet og dermed retten til dagpenge fra arbejdsløshedskassen. I stedet bliver de sendt over i bistandssystemet.

Forslagsstillerne finder det klart urimeligt, at lønmodtagerne skal bøde for, at en lov ikke overholdes af andre.

Derfor foreslås en ændring af loven, der indebærer, at langtidsledige, der ikke tilbydes et job enten i privat virksomhed eller kommune, amt eller stat inden for den i loven foreskrevne tidsramme, fortsat skal kunne modtage dagpenge, indtil de tilbydes et job efter de gældende regler på området, hvorefter de jo går ind i en ny periode for optjening af 26 ugers arbejde.«

Det oprindelige lovforslags udformning blev ændret i nogen grad gennem vedtagelsen af et af arbejdsministeren i udvalgets betænkning stillet ændringsforslag, som præciserede, at det er den pågældende amtskommune, som skal betale den ledige en kompensation svarende til de mistede arbejdsløshedsdagpenge. Samtidig blev det fastsat, at loven har virkning fra den 1. januar 1983.

Ved 3. behandling blev lovforslaget enstemmigt vedtaget med 160 stemmer.
Partiernes ordførere
Svend Auken (S), Niels Ahlmann-Ohlsen (KF), Hans Jørgen Holm (V), Lilli Gyldenkilde (SF), John Lawaetz (FP), Grethe Kindberg Jørgensen (CD), Lone Dybkjær (RV) og Jens Kristian Steffensen (KrF)