L 105 Udlændingelov

Af: Erik Ninn-Hansen (KF)
Samling: 1982-83
Status: Stadfæstet
Lov nr. 226 af 08-06-1983
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

2. behandling afbrudt og sagen henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Loven indebærer en samlet revision af udlændingeloven. Med loven gives der en mere detaljeret udformning af lovreglerne om opholdstilladelse, udvisning m.v. I familiesammenføringssager er der således indført et retskrav på opholdstilladelse, når visse i loven angivne betingelser er opfyldt. Udvisningsadgangen sammenknyttes med længden af udlændingenes lovlige ophold her i landet. Kompetencen til at træffe afgørelse om udvisning på grund af strafbart forhold overføres fra administrationen til domstolene. Herudover indføres adgang til domstolsprøvelse af visse administrative afgørelser om opholdstilladelse og udvisning. Endvidere gennemføres en nærmere regulering af retsstillingen for flygtninge, og der sker en ligestilling mellem A- og B-flygt- ninge. Desuden oprettes et flygtningenævn, som skal behandle klager over administrative afgørelser i flygtningesager. Endelig overføres kompetencen til at træffe administrative afgørelser med virkning fra 1. januar 1984 fra rigspolitichefen, tilsynet med udlændinge, til et direktorat for udlændinge med klageadgang til justitsministeren.

Loven afviger på flere punkter fra lovforslaget, der bygger på flertallets lovudkast i betænkning nr. 968/1982 om udlændingelovgivningen, afgivet af justitsministeriets udlændingelovsudvalg. Således indeholdt lovforslaget ikke bestemmelser om domstolsprøvelse af administrative afgørelser, ligestilling af A- og B-flygtninge, oprettelse af et direktorat for udlændinge og retskrav på opholdstilladelse i familiesammenføringssager. Loven fik sin endelige udformning ved vedtagelsen af ændringsforslag stillet af justitsministeren og af regeringspartierne og socialdemokratiet.

Lovforslaget kom til 1. behandling sammen med forslag til folketingsbeslutning om midlertidigt at stille visse udvisningssager i bero (B. II., nr. 37).

Til 2. behandling var der stillet en lang række ændringsforslag af justitsministeren, S, SF, FP og RV, ligesom der uden for betænkningen var stillet ændringsforslag af Wilhjelm (VS) og Steen Folke (VS). Både S, SF og RV havde bl. a. stillet ændringsforslag om, at den administrative kompetence eller dele af den skulle overføres fra rigspolitichefen, tilsynet med udlændinge - med ankeadgang til justitsministeren - til indenrigsministeren. Dette gav under 2. behandling anledning til et indlæg fra justitsministeren rettet navnlig til tidligere statsminister Anker Jørgensen (S) om, at man herved ville indlede en ny parlamentarisk praksis, hvorefter et folketingsflertal dikterer statsministeren i en mindretalsregering, hvordan han skal udøve sin ret efter grundlovens § 14 til at fordele forretningerne mellem ministrene. Herefter foreslog Anker Jørgensen (S), at forhandlingen blev afbrudt med henblik på fornyet udvalgsbehandling. Dette blev vedtaget uden afstemning.

Ved 2. del af 2. behandling blev en del af ændringsforslagene i retsudvalgets betænkning over lovforslaget taget tilbage, og der blev i tilføjelsen til betænkningen stillet nye ændringsforslag. Der var under den fornyede udvalgsbehandling opnået enighed mellem justitsministeren, S, KF, V, CD og KrF om en lang række ændringsforslag. Disse ændringsforslag blev vedtaget og gav loven det ovenfor omtalte indhold. De af SF, FP og RV opretholdte og nye ændringsforslag blev forkastet. Herunder forslag fra SF og RV om overførelse af den administrative kompetence eller dele af den til indenrigsministeren og forslag om oprettelse af et indvandrernævn som klageinstans. De af VS uden for betænkningen og tilføjelsen til betænkningen stillede ændringsforslag blev ligeledes forkastet. Til 3. behandling var der i tillægsbetænkningen stillet ændringsforslag af S, KF, V og CD og af FP. FPs ændringsforslag blev forkastet, mens de øvrige blev vedtaget.

Loven blev vedtaget med 155 stemmer mod 12 (FP). Ingen stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Torben Lund (S), Hagen Hagensen (KF), Bjørn Elmquist (V), Ebba Strange (SF), Birgith Mogensen (CD), Knud Lind (FP), Bernhard Baunsgaard (RV) og Preben Wilhjelm (VS)