F 24 Hvad agter ministeren at gøre for under de bebudede nedskæringer på kulturministeriets budget at sikre bredde, kvalitet, alsidighed og aktualitet i kulturtilbuddene til børn og voksne, og hvorledes vil ministeren sikre kunstnere, arkitekter og kulturformidlere gode arbejds- og uddannelsesmuligheder?

Til: Minister for kulturelle anliggender Mimi Jakobsen (CD)
Samling: 1982-83
Status: Foretaget
Efter at ordføreren for forespørgerne (Ingerlise Koefoed (SF)) havde begrundet forespørgslen, afgav ministeren for kulturelle anliggender (Mimi Stilling Jakobsen) en besvarelse.

I den efterfølgende debat deltog - foruden ordføreren for forespørgerne og ministeren for kulturelle anliggender - følgende ordførere for partierne: Lasse Budtz (S), Flemming Jensen (KF), Mette Madsen (V), Marianne Bentsen-Pedersen (SF), Poulsgaard (FP), Grethe Lyngs (CD), Bernhard Baunsgaard (RV), Wilhjelm (VS) og Inge Krogh (KrF).

Under forhandlingerne fremsatte Ingerlise Koefoed (SF) sammen med Lasse Budtz (S), Bernhard Baunsgaard (RV) og Wilhjelm (VS) følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 10138):

»Idet folketinget opfordrer regeringen til at sikre en frisindet kulturpolitik bl.a. ved

at bevare - i samarbejde med amter og kommuner - alsidige, lødige og aktuelle kulturtilbud til alle dele af befolkningen og give mulighed for kulturel selvvirksomhed,

at sikre kunstneres og kulturformidlereres uddannelsesvilkår og arbejdsvilkår, bl. a. gennem offentlige opgaver,

at give plads for nyskabende initiativer og

at friholde ministeriet for kulturelle anliggender for regeringens bebudede rammebesparelser,

går tinget over til næste sag på dagsordenen.«

Dette forslag vedtoges med 72 stemmer (S, SF, RV og VS) mod 9 (FP); 38 (KF, V, CD og KrF) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Lasse Budtz (S), Flemming Jensen (KF), Mette Madsen (V), Marianne Bentsen-Pedersen (SF), Ingerlise Koefoed (SF), Kristen Poulsgaard (FP), Grethe Lyngs (CD), Bernhard Baunsgaard (RV), Preben Wilhjelm (VS) og Inge Krogh (KrF)