B 97 Forslag til folketingsbeslutning om betalt frihed til uddannelse i arbejdstiden

Samling: 1982-83
Status: Bortfaldet
Efter I. behandling henvist til uddannelsesudvalget.

Ifølge forslaget til folketingsbeslutning opfordredes regeringen til at fremsætte lovforslag, hvorefter alle beskæftigede med alene 7 års skolegang og alle arbejdsløse har ret til 120 timers uddannelse om året med bevarelse af fuld løn, henholdsvis arbejdsløshedsdagpenge. Udgiften til løn skulle betales af arbejdsgiverne, mens staten skulle betale dagpenge. Udgifter til lærerløn m.v. skulle dækkes af en uddannelsesfond, hvortil private og offentlige arbejdsgivere skulle indbetale løbende bidrag.

Fra 1990 skulle der åbnes mulighed for, at beskæftigede med mindre end 12 års skolegang og alle arbejdsløse over 25 år kan modtage kompetencegivende undervisning i ét, to eller flere år i sammenhæng. Undervisningen betales af det offentlige, der også betaler løn, henholdsvis dagpenge.

Efter endt uddannelse har man ret til at vende tilbage til sin tidligere stilling.

Beslutningsforslaget kom til 1. behandling sammen med forslag til folketingsbeslutning om betalt frihed til uddannelse (af Jytte Andersen (S) m.fl.) (se B.II., nr. 8).

Der blev ikke afgivet betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Børge Bakholt (S), Karen Højte Jensen (KF), Hans Jørgen Holm (V), Marianne Bentsen-Pedersen (SF), Tove Niemann (FP), Bente Juncker (CD), Lone Dybkjær (RV) og Jens Kristian Steffensen (KrF)