B 89 Forslag til folketingsbeslutning om genoptagelse af forhandlingerne mellem ministeren for kulturelle anliggender og Det kgl. Teaters personale

Samling: 1982-83
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til kulturudvalget.

Beslutningsforslaget havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer regeringen til at udsætte ombygningen af Det kgl. Teater, indtil ministeren for kulturelle anliggender har genoptaget og færdiggjort forhandlingerne med teatrets forskellige personalegrupper om regulativer vedrørende ansættelses- og arbejdsforhold.«

I de ledsagende bemærkninger til forslaget anførte forslagsstillerne bl.a., at det var en forudsætning for folketinget, da det i 1981 vedtog lov om ny- og ombygning af Det kgl. Teaters Gamle Scene (lov nr. 286 af 10. juni 1981), at genforhandlinger af aftaler vedrorende ansættelses- og arbejdsforhold for personalegrupperne skulle være afsluttet, inden ombygningen blev påbegyndt.

Denne betingelse var efter forslagsstillernes opfattelse ikke opfyldt.
Forslagsstillerne havde endvidere i de ledsagende bemærkninger understreget, at sagen ikke alene drejede sig om Det kgl. Teater og dets personale, men at sagen også var af principiel betydning.

Ved beslutningsforslagets 1. behandling var ordførerne fra de øvrige politiske partier overvejende afvisende over for forslaget.

Udvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Birte Weiss (S), Annelise Gotfredsen (KF), Mette Madsen (V), Ingerlise Koefoed (SF), Kristen Poulsgaard (FP), Jørgen Kruse Rasmussen (CD) og Bernhard Baunsgaard (RV)