B 72 Folketingsbeslutning om administrative forbedringer af sindslidendes retsstilling

Samling: 1982-83
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Med denne folketingsbeslutning opfordres regeringen til snarest og uden at afvente revision af sindsygeloven at forbedre sindslidendes retsstilling og vilkår ad administrativ vej ved

1) at påbegynde en effektivisering af tilsynsværgeordningen,

2) at indføre samme krav om »informeret samtykke« som for ikke-sindssyge patienter i forbindelse med behandling og forsøgsbehandling og

3) at sikre, at psykiatriske patienter både mundtligt og skriftligt informeres om deres rettigheder i enhver af de særlige situationer, som opstår under indlæggelsen og/ eller behandlingen,

samt at søge bevilling til den personaleforøgelse, som måtte være en forudsætning for disse forbedringer.

Forslaget blev fremsat og kom til 1. behandling sammen med de under forslag til folketingsbeslutning om forberedelsen af en revision af sindssygeloven (B. II, nr. 39) nævnte beslutningsforslag og skal ses som et led i et forsøg på at gennemføre administrative forbedringer af sindslidendes retsstilling uden at afvente en revision af sindssygeloven. Beslutningsforslaget indeholdt yderligere en opfordring til regeringen om

at afskaffe placeringen af frivilligt nyindlagte psykiatriske patienter på lukket afdeling uden særlig grund,

at sikre indberetning af ethvert tvangsindgreb mod psykiatriske patienter,

at give fikserede patienter ret til en fast vagt under fikseringen og

at sætte grænse for observationstidens længde efter tvangsindlæggelse, sætte tidsfrist for sygehusets videregivelse af udskrivningsbegæring fra patienten/værgen til justitsministeriet, afkorte justitsministeriets behandling af udskrivningsbegæringer og sikre hurtigere berammelse af domstolsprøvelse af afslag på udskrivningsbegæringer.

Disse punkter udgik efter ændringsforslag fra S og FP. I bemærkningerne til ændringsforslaget i udvalgets betænkning henvises der til, at det af justitsministeren nedsatte udvalg vedrorende revision af sindssygeloven bør arbejde videre med disse emner.

Ved 2. (sidste) behandling blev beslutningsforslaget vedtaget med 93 stemmer mod 55 (KF, V, CD og KrF).
Partiernes ordførere
Jimmy Stahr (S), Lizzie Lichtenberg (KF), Henrik Toft (V), Alice Faber (SF), Knud Lind (FP), Grethe Lyngs (CD), Bernhard Baunsgaard (RV), Preben Wilhjelm (VS) og Inge Krogh (KrF)