Efter 1. behandling henvist til et udvalg på 17 medlemmer: Karen Højte Jensen (KF), Ahlmann-Ohlsen (KF), Bo Kristensen (KF), Hans Jørgen Holm (V) [formand], Tørnæs (V), Halvgaard (FP), Steffensen (KrF), Bente Juncker (CD), Svend Auken (S), Ritt Bjerregaard (S), Helle Degn (S), Torben Lund (S), Løvig Simonsen (S), Nørgaard Sørensen (S), Lone Dybkjær (RV) [næstformand], Lilli Gyldenkilde (SF) og Holger K. Nielsen (SF)
Forslaget havde følgende ordlyd:
»Folketinget opfordrer regeringen til med henblik på vedtagelse i indeværende folketingssamling at fremsætte et forslag om en landsdækkende ungdomsgaranti med virkning fra 1. januar 1984.
Forslaget skal omfatte en gradvis indførelse af en garantiordning, hvorefter alle unge under 25 år sikres et tilbud om uddannelse eller beskæftigelse. I løbet af 1984 gives tilbud til de 16-19-årige, i 1985 til de 20-22-årige, og inden udgangen af 1986 gives alle unge uder 25 år en garanti for uddannelse eller arbejde.
Der gives imidlertid allerede fra 1984 et yderligere tilbud om garantistøtte for de 20-24-årige.
Ungdomsgarantien skal primært sigte mod, at de unge tilbydes en grundlæggende, kompetencegivende erhvervsmæssig uddannelse.
Til opfyldelse af denne målsætning må følgende forudsætninger tilvejebringes:
- Indførelse af nye uddannelsestilbud, der harmonerer med de unges forudsætninger og muligheder, herunder etablering af nye EFG-uddannelser på social- og sundhedsområdet samt tværfagligt basisår.
- Sikring af tilstrækkelig kapacitet i de eksisterende uddannelser gennem merindskrivning og geografisk spredning.
- Forbedring af de eksisterende uddannelser, så det sikres, at metode og pædagogik harmonerer med de unges forudsætninger og muligheder.
- Sikring af lære- og praktikpladser.
- Sikring af en effektiv vejledning af de unge.
- Forbedring af økonomiske støtteordninger over for de særlig vanskeligt stillede unge.
- Til opfyldelse af beskæftigelsesmålsætningen oprettes der med udgangspunkt i loven om jobskabelse (lov nr. 286 af 9. juni 1982) i et samarbejde mellem virksomheder og kommuner et antal arbejdspladser, så de unge kan sikres beskæftigelse i mindst 12 måneder. Beskæftigelsestilbuddene, som især retter sig til unge på 19 år og derover, bør indeholde mulighed for fortsat uddannelse og oplæring.
For unge under 19 år skal der kunne gives et beskæftigelsestilbud i de tilfælde, hvor hensynet til den unge taler for det, og hvor tilbuddet ikke virker hæmmende på mulighederne for senere uddannelse.
- Kommunerne må forpligtes til på deres område at reservere de tilstrækkelige beløb til ungdomsgarantien.«
Udvalget afgav ikke betænkning over forslaget.