B 37 Forslag til folketingsbeslutning om principperne for D.O.N.G. A/S' deltagelse i 1. udbudsrunde

Samling: 1982-83
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til energipolitisk udvalg.

Forslaget havde følgende ordlyd:

Folketinget opfordrer regeringen til:

1. At lade det være et gennemgående vilkår, at D.O.N.G A/S eller et datterselskab heraf skal være deltager i alle konsortier, der dannes af nye bevillingshavere i forbindelse med den forestående 1. udbudsrunde. Det statslige selskabs andel af udgifterne i efterforskningfasen skal afholdes af de øvrige konsortiedeltagere. Det statslige selskabs andel i de enkelte konsortier bør gennemgående være på 20-25 pct., idet der dog for enkelte af konsortierne kan være tale om en andel på ca. 10 pct.

2. At tage de fornødne bevillingsmæssige skridt snarest muligt i finansåret 1983 med henblik på at tilføre D.O.N.G

A/S de i finanslovforslaget for 1983 afsatte 50 mill. kr. til aktiekapital i et datterselskab, der særlig skal specialisere sig i efterforskning og indvinding af olie og gas.

Energipolitisk udvalg afgav ikke betænkning over forslaget, men i en af udvalget afgivet beretning over den af energiministeren den 11. feb. 1983 til udvalget afgivne redegørelse i henhold til undergrundslovens § 12, stk. 2, (B. sp. 2849) er af et flertal i udvalget (socialdemokratiets, socialistisk folkepartis og det radikale venstres medlemmer) fremsat følgende indstilling vedr. nærværende beslutningsforslags emne:

»Statsdeltagelsen udformes således, at staten deltager gennem Dansk Olie & Naturgas A/S eller et datterselskab heraf i samtlige konsortier (og blokke) fra begyndelsen af på carried interest basis. Da dette er et gennemgående vilkår, skal Dansk Olie & Naturgas A/S eller et datterselskabs andel fastsættes til mindst 20 pct., idet dette dog vil kunne reduceres til 10 pct. i konsortier, hvor der er tale om en væsentlig anden dansk deltagelse af ikke-statslig karakter. I tilfælde af kommercielle fund øges D.O.N.G A/S' andel overensstemmende med det af regeringen foreslåede glideskalaprincip herfor. Denne øgede statsdeltagelse er i modeltilladelsen udformet som en option og ikke som en på forhånd fastlagt forøgelse. Flertallet kan tiltræde denne fremgangsmåde under forudsætning af, at energiministeren træffer afgørelse vedrørende udnyttelse af disse optioner vedrørende øget statsdeltagelse eller forelæggelse af sagerne for et af folketinget nedsat udvalg.

Af det beløb, der er afsat på finansloven for 1983 til erhvervelse af aktier i Dansk Olie & Naturgas A/S, frigøres snarest muligt 40 mill. kr. gennem et aktstykke med henblik på efterforskning og produktion af olie og naturgas. De 40 mill. kr. i aktiekapital skal dække de af efterforskningsselskabets udgifter i forbindelse med deltagelsen i konsortierne, der skal bæres af de øvrige deltagere, altså først og fremmest udgifter ved deltagelsen i de forskellige organer i konsortierne, opbygningen af en selvstændig viden i selskabet om efterforskningsprospekter o.lign. Denne bevilling danner således ikke præcedens for en D.O.N.G.-operatørrolle i I. udbudsrunde, idet dette i givet fald vil være en afgørelse mellem deltagerne i konsortierne.«
Partiernes ordførere
Poul Nielson (S), Annelise Gotfredsen (KF), Arne Christiansen (V), Ole Kalnæs (SF), Poul Emmert Andersen (CD), Ole Maisted (FP), Lone Dybkjær (RV), Mikael Lennart Waldorff (VS) og Jens Kristian Steffensen (KrF)