L 96 Lov om ændring af lov om lægemidler m.v.

(Godkendelse af visse veterinære lægemidler m.v.).

Af: Indenrigsminister Henning Rasmussen (S)
Samling: 1981-82 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 203 af 18-05-1982
Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

Loven, der trådte i kraft den 1. januar 1983, indeholder dels en række bestemmelser, der nærmest har karakter af ajourføringer og præciseringer af lovteksten, dels en hjemmel for indenrigsministeren til at etablere en godkendelses- og kontrolordning for lægemidler, der er bestemt til dyr, og som ikke er specialiteter.

Om baggrunden for lovforslaget hedder det i den skriftlige fremsættelse:

»Lovforslaget indeholder en række forslag til ændringer af lov om lægemidler, som det er fundet hensigtsmæssigt at gennemføre i forbindelse med det samtidig fremsatte forslag til lov om apoteksvirksomhed. Der henvises herom nærmere til lovforslagets bemærkninger. Desuden indeholder lovforslagets § 1, nr. 5, en bestemmelse vedrørende veterinære lægemidler.

Baggrunden herfor er, at De europæiske Fællesskabers Ministerråd i 1981 har vedtaget to direktiver om veterinære lægemidler. Disse direktiver, som har virkning fra oktober 1983, nødvendiggør en mindre ændring af lægemiddelloven for at muliggøre etablering af en kontrolordning for visse lægemidler til veterinært brug. Der er tale om typer af lægemidler, som stort set ikke hidtil har været markedsført her i landet, og hvis fremtidige omfang på markedet man ikke har mulighed for at vurdere. Grundlaget for en kontrolordning foreslås tilvejebragt ved at indsætte en bestemmelse i lægemiddellovens § 11, der giver indenrigsministeren bemyndigelse til at etablere den kontrol med visse veterinære lægemidler, der vil være nødvendig, når direktiverne får virkning.«

Med hensyn til det omtalte forslag til lov om apoteksvirksomhed kan henvises til årbogens omtale heraf (se A.II. nr. 2).

I den af udvalget afgivne betænkning stillede udvalget 3 ændringsforslag på baggrund af, at det omtalte forslag til lov om apoteksvirksomhed ikke som oprindeligt forudset blev gennemført samtidig med nærværende lovforslag.

Efter at disse 3 ændringsforslag var blevet vedtaget ved 2. behandling, blev lovforslaget ved 3. behandling vedtaget med 128 stemmer mod 11 (FP).
Partiernes ordførere
Hans Erenbjerg (S), Karen Thurøe Hansen (KF), Svend Erik Hovmand (V), Asbjørn Agerschou (SF), Knud Lind (FP), Mimi Jakobsen (CD), Aase Olesen (RV), Keld Albrechtsen (VS) og Jens Kristian Steffensen (KrF)