Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget. Efter loven præciseres beskyttelsen af princippet om den positive foreningsfrihed, og der indføres en beskyttelse af princippet om den negative foreningsfrihed. Omfanget af denne beskyttelse hviler på det hovedsynspunkt, at en lønmodtager lovligt skal kunne nægte at opfylde en arbejdsgivers krav, hvis disse strider mod forudsætninger for arbejdsforholdet, som lønmodtageren med rette kan gøre gældende.

Loven gælder ikke for lønmodtagere, der er ansat hos arbejdsgivere, hvis virksomhed som sit udtrykte formål har at fremme et bestemt politisk, ideologisk, religiøst eller kulturelt standpunkt og den pågældendes foreningsforhold må anses for at være af betydning for virksomheden.

Ved afskedigelse i strid med lovens bestemmelser skal arbejdsgiveren betale en godtgørelse til lønmodtageren. Denne godtgørelse kan ikke overstige 78 ugers løn, en bestemmelse, som er resultat af vedtagelse ved 2. behandling af et privat ændringsforslag i udvalgets betænkning, idet der i det fremsatte lovforslag var fastsat en overgrænse på 39 ugers løn.

Om baggrunden for lovforslaget oplyste arbejdsministeren følgende i den skriftlige fremsættelse:

»Den europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg har i en dom af 13. august 1981 tiltrådt en tidligere afgørelse truffet af Menneskerettighedskommissionen, hvor der var taget stilling til den situation, at der var foretaget afskedigelse af tre personer, fordi de ikke ville melde sig ind i en fagforening. Kravet herom fulgte af en aftale, der var indgået efter de pågældendes ansættelse.

Domstolen fastslog, at Menneskerettighedskonventionens art. 11 beskytter både den positive foreningsfrihed, dvs. retten til at være medlem af en bestemt forening eller af en forening overhovedet, og i et vist omfang den negative foreningsfrihed, dvs. retten til ikke at ville være medlem af en forening eller af en bestemt forening, og den fandt, at de foretagne afskedigelser krænkede beskyttelsen af den negative foreningsfrihed.

Domstolen tog derimod ikke stilling til spørgsmålet om eksklusivaftaler som sådanne, men bedømte alene de virkninger, det fik for klagerne, at der blev indgået en eksklusivaftale med arbejdsgiveren.

Domstolen fandt envidere, at de kontraherende stater i medfør af Menneskerettighedskonventionens artikel 1 bliver ansvarlige, såfremt en krænkelse af en af de rettigheder eller friheder, der angives i konventionens afsnit I, er en følge af undladelse af opfyldelsen af denne forpligtelse i forbindelse med gennemførelse af national lovgivning. I den konkrete sag var det den gældende interne lovgivning, der gjorde den behandling, klagerne var udsat for, lovlig, og det pågældende land (Det forenede Kongerige) fandtes derfor ansvarlig for et heraf følgende konventionsbrud.

Det må efter gældende dansk retspraksis antages, at en arbejdsgiver på de områder af arbejdsmarkedet, hvor der findes eksklusivaftaler, lovligt kan indgå en sådan aftale og derefter foretage afskedigelser af de ansatte på grund af de pågældendes manglende medlemskab af en bestemt organisation.

Dansk ret kan således ikke antages fuldt ud at sikre de aspekter af den negative foreningsfrihed, som er fastslået ved Menneskerettighedsdomstolens afgørelse.

Regeringen fremsætter derfor nærværende lovforslag, idet den betragter det som en selvfølge, at Danmark skal overholde sine forpligtelser efter Menneskerettighedskonventionen. På den anden side skal det understreges, at regeringen ikke med forslaget ændrer mere i den gældende danske retstilstand, end den afsagte dom nødvendiggør.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne hertil, skal jeg udtrykke håb om, at folketingets medlemmer vil slutte bredt op om forslaget og derved få afsluttet den debat omkring eksklusivaftaler, som folketinget i de sidste år har brugt så megen tid på. Jeg skal derfor på regeringens vegne anbefale lovforslaget til folketingets velvillige behandling.«

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 100 stemmer mod 39 (V, SF og VS), medens 4 (KrF) undlod at stemme.