L 59 Lov om ændring af lov om vandforsyning m.v.

Af: Miljøminister Erik Holst (S)
Samling: 1981-82 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 303 af 09-06-1982
Efter 1. behandling henvist til miljø- og planlægningsudvalget.

Med loven ophæves den hidtidige vandforsyningslovs § 68, hvori det er bestemt, at hvis det indgår som et led i tilladelsen til et vandforsyningsanlæg, at der i et vandløb skal foretages regulering, opstemning eller andre foranstaltninger, som efter vandløbsloven kræver tilladelse fra en vandløbsret, kan tilladelsen meddeles af den myndighed, som meddeler tilladelse til vandforsyningsanlægget - d.v.s. amtsrådet (hovedstadsrådet) eller kommunalbestyrelsen - således at vandløbslovens regler i øvrigt iagttages.

Loven er en konsekvens af lov om vandløb, efter hvilken den hidtidige § 68 i vandforsyningsloven er gjort overflødig.

Lovforslaget blev behandlet sammen med forslag til lov om vandløb. (Se nærmest foranstående sag).

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget enstemmigt med 144 stemmer.
Partiernes ordførere
Svend Taanquist (S), Finn Jørgensen (KF), Svend Heiselberg (V), Margrete Auken (SF), Uffe Thorndahl (FP), Yvonne Herløv Andersen (CD), Tage Dræbye (RV) og Jens Kristian Steffensen (KrF)