L 53 Lov om ændring af lov om banker og sparekasser.

Af: Industriminister Erling Jensen (S)
Samling: 1981-82 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 86 af 17-03-1982
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Loven indebærer, at kapitalkravet til nye banker og sparekasser forhøjes fra 5 mill. kr. til 25 mill. kr., at der gennemføres en vis effektivisering af den lovbestemte procedure ved rekonstruktion af pengeinstitutter, samt at tilsynet med pengeinstitutternes datterselskaber udvides, således at det også omfatter et tilsyn på koncernbasis (tilsyn på konsolideret grundlag).

Loven trådte i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Forhøjelsen af kapitalkravet gælder dog ikke for banker og sparekasser, der var stiftet ved lovens ikrafttræden, eller som stiftes ved fusion af sådanne. Endvidere er der en overgangsbestemmelse med hensyn til ikrafttræden af konsolideringsbestemmelserne i koncernforhold.

I de ledsagende bemærkninger til lovforslaget og i den skriftlige fremsættelse, hvortil der henvises, er der gjort rede for udviklingen i de senere år inden for de berørte områder.

Lovforslaget er en genfremsættelse af et i folketingsårets 1. samling tilsvarende fremsat lovforslag (se 1. samling A. II. nr. 16).

Lovforslaget blev fremsat og behandlet sammen med forslag til lov om ændring af lov om visse kreditinstitutter (se nærmest følgende sag).

I udvalgets betænkning blev der fremsat ændringsforslag af industriministeren om en udskydelse af ikrafttrædelsen af konsolideringsbestemmelserne i koncernforhold, som blev vedtaget ved 2. behandling.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 105 stemmer mod 24 (V, FP og KrF).
Partiernes ordførere
Ole Stavad (S), Ib Stetter (KF), Uffe Ellemann-Jensen (V), Lilli Gyldenkilde (SF), Thure Barsøe-Carnfeldt (FP), Carl Hahn (CD), Janne Normann (RV) og Arne Bjerregaard (KrF)