L 48 Lov om ændring af lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber.

(Fastsættelse af værdien af andelsboligforeningernes faste ejendom ved opgørelse af foreningsformuen).

Af: Boligminister Erling Olsen (S)
Samling: 1981-82 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 80 af 17-03-1982
Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

Ved lovændringen, der trådte i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende, åbnes der mulighed for, at andelsboligforeninger stilles frit over for, om de vil anvende ejendomsværdien ved sædvanlig prioritering som hidtil, eller om de vil lægge kontantejendomsværdien til grund ved formueopgørelsen. For alle ejendomme kan tillige benyttes anskaffelsesprisen eller handelsværdien som udlejningsejendom.

Efter loven er der stadig mulighed for, at boligministeren (boligstyrelsen) kan fastsætte et procenttillæg til ejendomsværdien ved sædvanlig prioritering, bl. a. under hensyn til den forventede udvikling i priserne på udlejningsejendomme.

Loven fik sin endelige udformning gennem vedtagelsen af et af udvalget stillet ændringsforslag, hvorefter de fleste andelsboligforeninger får mulighed for at anvende vurderingen i prioriteret stand som grundlag for ansættelse af ejendommens værdi i formueopgørelsen.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget enstemmigt med 142 stemmer.
Partiernes ordførere
Torben Lund (S), Agnete Laustsen (KF), Anders Fogh Rasmussen (V), Ib Bjørn Poulsen (SF), Uffe Thorndahl (FP), Jørgen Kruse Rasmussen (CD), Tage Dræbye (RV) og Keld Albrechtsen (VS)