Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Med lovforslaget foresloges indsat en bestemmelse i den borgerlige straffelov, hvorefter den, som med økonomisk støtte fra en fremmed magt eller fra nogen, der handler i fremmed magts interesse, udgiver eller udbreder politisk skrift eller udøver politisk propagandavirksomhed uden offentligt at oplyse, at sådan støtte modtages eller vil blive modtaget, straffes med hæfte eller fængsel indtil 2 år.

Om baggrunden for lovforslaget hedder det i de ledsagende bemærkninger bl.a.:

»Det forekommer at være et rimeligt minimumskrav, at det i forbindelse med politisk propaganda af enhver art over for dem, propagandaen rettes imod, oplyses, om afsenderen modtager økonomisk støtte fra fremmed magt eller fra nogen, der handler i fremmed magts interesse.

For partiers vedkommende havde forslagsstillerne gerne set en mere generel bestemmelse om pligt til offentligt at oplyse om enhver form for økonomisk støtte. Det har imidlertid været forsøgt adskillige gange uden held. Nærværende mere begrænsede forslag burde have visse muligheder, eftersom politiet, anklagemyndigheden og justitsministeren i visse tilfælde optræder, som om det allerede var gældende lov, og eftersom det i et retssamfund må være uantageligt, at reglerne ikke er nedskrevne og vedtagne, og at de kan anvendes vilkårligt, alt efter hvilken fremmed magt der er tale om.«

Om den historiske baggrund hedder det videre:

»Forslaget er en uændret genfremsættelse af daværende justitsminister K. K. Steinckes forslag fra 1950.

Dengang blev forslaget ikke færdigbehandlet, idet den socialdemokratiske regering forinden »gled i smørret« og blev erstattet af en VK-regering.

Forslaget blev ganske vist genfremsat uændret af VK-regeringens justitsminister, Helga Pedersen, i 1951. Men hun trak det selv tilbage uden nærmere begrundelse og blev heri støttet af S, V og KF, som alle tidligere var gået varmt ind for det, og af de radikale, som hele tiden havde været skeptiske. Ved lovkompleksets endelige behandling i foråret 1952 var det således kun kommunisterne, der støttede forslaget.«

Der kan i den forbindelse henvises til omtalen i Rigsdagsårbog 1949-50, side 542 ff og Rigsdagsårbog 1951-52, side 301 ff.

Det kan endelig nævnes, at det, der ifølge de ledsagende bemærkninger aktualiserede et sådant forslag, var »politiets og justitsministeriets optræden i den såkaldte spionsag mod forfatteren Arne Herløv Petersen.«

Ved 1. behandling kunne hverken justitsministeren eller ordførerne fra partier, der udgør et flertal i folketinget, støtte lovforslaget.

Udvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.