Efter 1. behandling henvist til samme udvalg som forslag til lov om jobskabelse, se A.I. nr. 2.

Ved loven etableres 3 ordninger med henblik på at øge antallet af lære- og praktikpladser i private virksomheder:

1. Der ydes midlertidigt et offentligt tilskud til oprettelse af nye praktikpladser, der bevirker, at antallet af praktikpladser i den pågældende virksomhed enten forøges eller dog opretholdes.

Ordningen vil omfatte EFG-elever, lærlinge og elever ved grundlæggende eksamensuddannelser m.v.

Tilskuddets størrelse vil, afhængigt af praktikperiodens længde, udgøre henholdsvis 30.000 kr. eller 18.000 kr.

Amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg kommuner skal sørge for tilskudsordningens administration, herunder varetage udbetalingen af tilskuddene.

Udgifterne til tilskuddet afholdes af amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg kommuner. Staten refunderer 50 pct. af en udgift på op til 500 mill. kr. og 100 pct. af udgifter herudover.

Efter aftale med arbejdsmarkedets parter indgår der i statsudgiften et beløb, som var tiltænkt som et tilskud til arbejdsgiverne i Arbejdsgivernes Elevrefusion som kompensation for det nu forhøjede arbejdsgiverbidrag til arbejdsløshedsforsikringen. Kompensationen andrager 250 mill. kr.

Tilskudsordningen skal være midlertidig, og den forventes at ophøre med udgangen af 1984, jfr. revisionsbestemmelsen i lovens § 13.

2. Der fastsættes frister for den tid, der højst må medgå til godkendelsessagerne såvel i de faglige udvalg som i arbejdsformidlingskontorerne.

Overskrides disse frister, behandles den konkrete uddannelsesaftale, som om virksomheden var godkendt af det faglige udvalg.

3. Der oprettes et særligt fælles ankenævn vedrørende læresteder og praktikvirksomheder, der skal behandle sager om udddannelsespladser såvel for lærlinge i medfør af lærlingeloven som for elever i medfør af EFG-loven.

Ud over de foreslåede foranstaltninger er der i bemærkningerne skitseret et handlingsprogram, hvis opfyldelse vil medvirke væsentligt til løsning af problemerne.

Om baggrunden for lovforlaget anførtes bl.a. følgende i de ledsagende bemærkninger:

»Bekæmpelse af arbejdsløsheden blandt de unge er en af de alvorligste opgaver, som samfundet står over for i dag. De unge bærer en uforholdsmæssigt stor del af ledigheden, idet de udgør knap 1/5 af arbejdsstyrken, men bærer knap 1/3 af ledigheden. I 1981 udgjorde ungdomsarbejdsløsheden ca. 70.000 fuldtidsbeskæftigede eller ca. 15 pct. af de unges arbejdsstyrke, og der er ingen udsigt til nogen afgørende forbedring af beskæftigelsesudsigterne i 1982.

Hovedsigtet i indsatsen mod ungdomsarbejdsløsheden må altid være at give de unge uddannelsesmæssige kvalifikationer, der styrker mulighederne for at klare sig på arbejdsmarkedet. Antallet af ordinære uddannelsespladser for unge er da også væsentligt større i dag end ved krisens start i 1974.

Således begyndte i 1981 ca. 57.000 unge en grundlæggende erhvervsuddannelse (dvs. EFG-, lærlinge- og grundlæggende eksamensuddannelse) mod ca. 30.500 i 1974. Samtidig øgedes tilgangen til gymnasiet og HF fra 20.800 i 1974 til 30.800 i 1981. Ved de kortere og længere videregående uddannelser blev der i 1981 optaget i alt ca. 29.000 studerende mod ca. 27.000 i 1974. Sideløbende hermed har der fundet en udvidelse sted af arbejdsmarkedsuddannelserne, hvor over 35.000 unge i 1981 deltog på kompetencegivende kurser.

Den altovervejende del af de grundlæggende erhvervsuddannelser (dvs. EFG-, lærlinge- og grundlæggende eksamensuddannelser m.v.) er tilrettelagt som vekseluddannelser mellem skole og praktik, og en udbygning af disse uddannelser har derfor ingen mening, såfremt der ikke samtidig sikres et tilstrækkeligt antal lære- og praktikpladser.

Inden for de seneste år har der i stigende grad gjort sig vanskeligheder gældende med hensyn til at tilvejebringe det nødvendige antal lære- og praktikpladser, og fremskaffelse af flere uddannelsespladser er derfor blevet et centralt punkt i bekæmpelsen af ungdomsarbejdsløsheden. Med hjemmel i lov nr. 488 af 14. september 1977 om ekstraordinære beskæftigelsesfremmende foranstaltninger i kommuner og amtskommuner, som ændret ved lov nr. 212 af 30. maj 1980 (i det følgende benævnt L 488) er der i nogle år af amtskommunerne ydet økonomisk støtte til oprettelse af ekstraordinære pladser, hvilket har medført tilvejebringelse af en del nye pladser, uden at problemet dog er blevet løst ad denne vej.

Regeringen indgik derfor i foråret 1981 aftaler med de kommunale organisationer og arbejdsmarkedes parter om fremskaffelse af et yderligere antal pladser i løbet af året. Målsætningen for aftalen for den offentlige sektor var, at der i alt i 1981 skulle etableres 6.400 uddannelsespladser, hvilket var en forøgelse på ca. 4.000 pladser i forhold til det tidligere niveau. Inden for den private sektor var målsætningen, at ingen kvalificerede unge skulle afskæres fra muligheden for at få en faglig uddannelse på grund af manglende lære- og praktikpladser.

Som følge af en betydelig indsats både på centralt, regionalt og lokalt hold fra de involverede organisationer, skoler og offentlige myndigheder lykkedes det trods de ugunstige økonomiske konjunkturer at tilvejebringe et betydeligt antal uddannelsespladser i 1981. Alligevel kunne man ikke skaffe alle pladssøgende en uddannelsesplads. Inden for lærlinge- og EFG-området skønnes det således, at omkring 30.500 unge opnåede en lære- og praktikplads i 1981, men ved årets udgang var der fortsat registreret 9.400 pladssøgende ved AF-kontorerne. Denne situation er ikke blevet væsentligt forbedret i de første måneder af 1982. Som det fremgår af arbejdsministerens redegørelse af 4. februar 1982 om initiativer til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden, finder regeringen det på denne baggrund nødvendigt, at der tages nye initiativer for at få hold på problemet.«

I ministerens skriftlige fremsættelsestale anslås det skønsmæssigt, at ordningen kommer til at omfatte 20.000-25.000 praktikpladser, hvilket svarer til en udgift i størrelsesordenen 600-750 mill. kr.

Lovforslaget indgik i den såkaldte »martspakke«, jfr. herom foran under lov om jobskabelse, A.I. nr. 2.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 150 stemmer mod 21 (FP og VS); ingen stemte hverken for eller imod.