Efter 1. behandling henvist til samme udvalg som forslag til lov om jobskabelse, se AI nr. 2.

Ved loven gennemføres en fordobling af det beløb, som amtskommuner og kommuner i henhold til loven er pligtige at afsætte til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden. Det ekstrabeløb, der som følge af loven skal afsættes, gøres for kommunernes vedkommende til genstand for udligning, således at de kommuner, der er hårdest ramt af ledighed blandt unge, kan tilføres flest midler. Den væsentligste del af de midler, som amtskommunerne skal afsætte, forudsættes anvendt til tilskud til oprettelse af lære- og praktikpladser i private virksomheder i overensstemmelse med lov om foranstaltninger vedrørende lære- og praktikpladser m.v.

Loven åbner mulighed for, at de midler, som kommuner og amtskommuner skal afsætte, kan anvendes til at iværksætte arbejder efter reglerne i jobskabelsesloven. Desuden opretholdes den hidtidige adgang til at yde kommunal støtte til ansættelse af unge i private virksomheder. Støtten forhøjes til det niveau, der gælder for statsstøtten efter jobskabelsesloven, og der indføres en ordning, således at staten refunderer kommunernes udgift med 50 pct.

Endelig bestemmes det, at de midler, som skal afsættes efter loven, også kan anvendes til finansiering af kommunernes udgifter ved ungdomsvejledning om uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder efter loven herom.

Om baggrunden for lovforslaget oplystes bl.a. følgende i de ledsagende bemærkninger:

»Ved lov nr. 488 af 14. september 1977 om ekstraordinære beskæftigelsesfremmende foranstaltninger i kommuner og amtskommuner skabtes der grundlag for, at kommuner og amtskommuner i årene 1978-80 kunne inddrages i gennemførelsen af den daværende regerings beskæftigelsesplan ved at iværksætte en række ekstraordinære foranstaltninger med det formål at formindske arbejdsløsheden blandt unge. Loven behandledes af folketinget i folketingsåret 1976-77, 2. samling (se Folketingsårbog 1976-77, side 234). Som led i beskæftigelsesplanen for perioden 1981-83 blev loven ved lov nr. 212 af 30. maj 1980 videreført med nogle mindre ændringer indtil udløbet af 1983. Loven behandledes af folketinget i folketingsåret 1979-80, 2. samling (se Folketingsårbog 1979-80, side 164).

Som det fremgår af arbejdsministerens redegørelse af 4. februar 1982 om initiativer til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden, ser regeringen det som en særlig opgave at nedbringe og efterhånden reelt afskaffe ungdomsarbejdsløsheden. Nærværende lovforslag er et led i disse bestræbelser, og forslaget indeholder derfor særlige regler til fremme af beskæftigelsen for unge. Forslaget må ses i sammenhæng med de andre forslag, der udgør regeringens forslag om ungdomsarbejdsløshedsbekæmpende foranstaltninger.

For at sikre grundlaget for den forøgede aktivitet, der planlægges i forbindelse med bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden, er det i redegørelsen nævnt, at beløb, som (amts)kommunerne er pligtige at afsætte, skal fordobles. I den kommunale støtteordning for unge ansat i private virksomheder forhøjes støtten endvidere svarende til arbejdstilbudsloven og jobskabelsesloven. Dette vil ske ved de administrative regler, som efter loven skal fastsættes af arbejdsministeren.

Det har været fremført, at den hidtidige ordning, hvorved kommuner og amtskommuner havde pligt til at afsætte et nærmere angivet beløb til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden, ikke i tilstrækkelig grad havde sammenhæng med kommunernes behov for ressourcer til indsats mod ungdomsarbejdsløsheden. Det foreslås derfor, at det beløb, som efter forslaget yderligere skal afsættes i 1983, gøres til genstand for mellemkommunal udligning, hvorved de kommuner, der har størst behov, tilføres flest midler.

Den nugældende lov udløber som nævnt i 1983. Den vil skulle afløses af den lovgivning, der skal danne rammen om en landsdækkende ungdomsgaranti med virkning fra 1. januar 1984.

Ændringsloven træder efter forslaget i kraft den 1. juli 1982.

Lovforslaget indgik i den såkaldte »marts-pakke«, jfr. herom foran under lov om jobskabelse, AI nr. 2.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 88 stemmer mod 83 (KF, V, FP, CD, KrF og VS).