L 170 Forslag til lov om opfyldelse af grundlovens § 75.

Samling: 1981-82 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Lovforslaget indeholdt bestemmelser om, at enhver arbejdsdygtig person med fast bopæl i Danmark i alderen mellem 18 og 67 år, som stiller sin arbejdskraft til rådighed for det offentlige i 8 timer i træk, erhverver ret til dagpenge overensstemmende med nærværende lov.

Efter lovforslaget skulle det offentlige afgøre, på hvilke timer af døgnet de nævnte 8 timer skal placeres, og hvad vedkommende skal foretage sig i disse 8 timer. Hver kommune skulle efter lovforslaget blot have mindst ét mødested hver søgnedag (lørdag undtaget).

Endvidere bestemtes, at når den pågældende tilfredsstillende havde opfyldt de af det offentlige fastsatte arbejdsvilkår, skulle han have udbetalt 300 kr. Beløbet skulle reguleres kvartalsvis efter pengeværdiens udvikling. Lovforslaget indeholdt endelig bestemmelse om, at enhver har ret til at drive arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikringsvirksomhed. Dagpengeretten skulle ikke beskæres af andre indtægter, heller ikke af modtagen arbejdsløshedsunderstøttelse fra arbejdsløshedskasse, forsikringsselskab eller fra anden side.

Lovforslaget er en uændret genfremsættelse af et senest i folketingsåret 1980-81 fremsat lovforslag, jfr. folketingsårbogen 1980-81, side 292. Der henvises i øvrigt til de særdeles omfattende bemærkninger til lovforslaget.

Arbejdsmarkedsudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Hans Jørgen Jensen (S), Grethe Fenger Møller (KF), Hans Jørgen Holm (V), Ole Henriksen (SF), Kristen Poulsgaard (FP), Mogens Glistrup (FP), Grethe Kindberg Jørgensen (CD), Lone Dybkjær (RV) og Mikael Lennart Waldorff (VS)