Efter at ordføreren for forespørgerne (Arne Melchior (CD)) havde begrundet forespørgslen, afgav ministeren for skatter og afgifter (Mogens Lykketoft) en besvarelse.
I den efterfølgende debat deltog - foruden ordføreren for forespørgerne og ministeren for skatter og afgifter - følgende ordførere for partierne: Bakholt (S), Gammelgaard (KF), Ivar Hansen (V), Rahbæk Møller (SF), Glistrup (FP), Bollmann (CD), Bernhard Baunsgaard (RV), Wilhjelm (VS) og Arne Bjerregaard (KrF). Uden for ordførernes kreds talte Tommy Dinesen (SF) og Erhard Jakobsen (CD).
Under forhandlingerne fremsatte Arne Melchior (CD) på vegne af KF, V, CD og KrF følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 1500):
»Folketinget opfordrer regeringen til at vedstå sine forslag til lempelse af bilbeskatningen, som med tilslutning af et stort flertal var færdigbehandlede i skatte- og afgiftsudvalget i november 1981,
og går derefter over til næste sag på dagsordenen.«
Glistrup (FP) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 1519):
»Folketinget undskylder, at tinget narrede mange mennesker ved at bryde sit løfte om at lette bilskatterne fra og med 4. november 1981.
Tinget går derefter over til næste punkt på dagsordenen.«
Det af Arne Melchior (CD) stillede dagsordensforslag forkastedes, idet 62 (KF, V, FP, CD og KrF) stemte for, 72 (S, SF, RV og VS) imod.
Det af Glistrup (FP) stillede dagsordensforslag forkastedes, idet 10 (FP) stemte for, 123 imod; 1 (Erhard Jakobsen (CD)) stemte hverken for eller imod.