Efter at forespørgeren havde begrundet forespørgslen, afgav miljøministeren (Erik Holst) en besvarelse.
I den efterfølgende debat deltog - foruden forespørgeren, miljøministeren og justitsministeren (Ole Espersen) - følgende ordførere for partierne: Camre (S), Agnete Laustsen (KF), Tørnæs (V), Ebba Strange (SF), Lawaetz (FP), Birgith Mogensen (CD), Dræbye (RV), Anne Grete Holmsgård (VS) og Inge Krogh (KrF). Uden for ordførernes kreds talte Askjær Jørgensen (FP), Poulsgaard (FP), Arne Melchior (CD) og Wilhjelm (VS).
Under forhandlingerne fremsatte Knud Lind (FP) på vegne af KF, V, CD, KrF og FP følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 3745):
»Da forholdene i Christianiaområdet fortsat må anses for helt uacceptable, særlig med hensyn til de sociale og kriminalitetsfremkaldende forhold, opfordrer folketinget regeringen til - i overensstemmelse med højesterets dom af 2. februar 1978 - straks at tage de fornødne skridt til, at Christiania er afviklet inden udgangen af 1982.
Tinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«
Camre (S) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 3750):
»Idet folketinget tager miljøministerens redegørelse om Christiania til efterretning,
går tinget over til næste sag på dagsordenen.«
Det af Camre (S) stillede dagsordensforslag vedtoges med 74 stemmer mod 58 (KF, V, FP, CD og KrF); 3 (VS) stemte hverken for eller imod.
Hermed var det af Knud Lind (FP) stillede dagsordensforslag bortfaldet.