B 73 Forslag til folketingsbeslutning om afhjælpning af unge kvinders arbejds- og uddannelsesløshed.

Samling: 1981-82 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til samme udvalg som forslag til lov om jobskabelse, se A I, nr. 2.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

»Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag efter følgende retningslinjer til afhjælpning af arbejdsløshed og uddannelsesløshed blandt unge kvinder og herunder fortrinsvis blandt enlige mødre:

I. 1. I alle kommuner, hvor der er mindst 10 unge arbejdsløse enlige og ufaglærte kvinder med barn/børn, etableres en forsøgsordning med henblik på primært at få disse i uddannelse eller i arbejde.

2. Der ansættes i hver kommune, hvor ovenstående betingelser er til stede,

1 erhvervsleder
1 socialrådgiver
1 lærer i voksenundervisning
1 ligestillingskonsulent.

3. Kommunen refunderes løn til ovenstående af staten.

II. Forsøgsordningen foreslås udarbejdet efter følgende retningslinjer:

1. På et passende sted, stillet til rådighed af kommunen, tilbydes de unge kvinder ½ års kursus af daglig varighed højst 6 timer, for hvilke der udbetales garantiløn. For de sidste to timer op til 8 timers arbejdsdag betales ligeledes løn, som refunderes af staten (jfr. småbørnskommissionens forslag).

2. Indholdet i kursusperioden tilrettelægges af de ansatte i projektet i samarbejde med de unge kvinder og skal i det mindste omfatte grundig indføring i uddannelsesmuligheder, økonomisk støttemulighed, undervisning i ligestillingsproblematik, grundig indføring i samfundsforhold med udgangspunkt i de unge kvinders egen situation, grundig orientering om deres rettigheder i samfundet, orientering om arbejdsmarkedet og de faglige organisationers formål og arbejde samt undervisning i elementære færdigheder i dansk og regning.

3. Såfremt de unge kvinder ikke har børnepasningsmuligheder i forvejen, stiller kommunen disse til rådighed.

4. Efter afsluttet kursusperiode skal de unge kvinder tilbydes helst en uddannelsesplads eller et job. Såfremt intet andet er muligt et beskæftigelsesjob af 1 års varighed.

5. Efter 3 års forsøgsperiode udarbejdes der en redegørelse, der forelægges folketinget, hvorefter der tages beslutning om, hvorvidt ordningen skal fortsættes.«

Udvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Helle Degn (S), Karen Højte Jensen (KF), Hans Jørgen Holm (V), Lilli Gyldenkilde (SF), Holger K. Nielsen (SF), Henning Rasmussen (FP), Grethe Lyngs (CD) og Mikael Lennart Waldorff (VS)