B 68 Forslag til folketingsbeslutning om Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi.

Samling: 1981-82 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til det energipolitiske udvalg.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer regeringen til at skabe bevillingsmæssigt grundlag for driften af den selvejende institution Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi.«

Om baggrunden for forslaget anførtes bl. a. følgende i de ledsagende bemærkninger:

»Hvis vedvarende energi skal have afgørende betydning for energiforsyningen i Danmark, er det nøvendigt med samme politiske og økonomiske indsats og vilje som ved omstilling fra olie til kul på kraftværker, olieudvinding i Nordsøen, indførelse af naturgas osv. Det er derimod ikke samme organisatoriske struktur og tekniske tiltag, der skal til. Hvor de ovenfor nævnte områder har krævet en høj grad af centralisering og koncentration af indsatsen, gælder nærmest det modsatte for den vedvarende energi. Den skal udvikles gennem et bredt folkeligt engagement kombineret med god håndværksmæssig kunnen, altså en decentral indsats mange steder. Dette kræver fra det offentliges side støtte til teknisk udvikling i virksomheder, der arbejder med vedvarende energi, forbrugerstøtte i form af oplysning, tilskud osv. Med andre ord, hvad man kan kalde ordninger af generel karakter.

Herudover vil det imidlertid også være af betydning, hvis det offentlige kan støtte konkrete lokale initiativer, altså initiativer af særlig karakter. Båring-Asperup-projektet og Projekt Landsbyenergi er eksempler på sådanne projekter. Og dette forslag er på linje hermed.

Baggrunden for forslaget er af såvel energipolitisk som erhvervspolitisk art. Efterspørgslen efter vedvarende energianlæg er stor og i kraftig stigning både i Danmark og på eksportmarkedet. Men i dag findes kun ca. en tiendedel af den nødvendige produktionskapacitet i virksomhederne til at realisere bare energiministeriets plan om udbygning med vedvarende energianlæg i område IV.«

Det energipolitiske udvalg afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Mette Groes (S), Annelise Gotfredsen (KF), Lennart Larsson (V), Birthe Hansen (SF), Ole Maisted (FP), Grethe Kindberg Jørgensen (CD), Lone Dybkjær (RV), Steen Folke (VS) og Jens Kristian Steffensen (KrF)