B 67 Forslag til folketingsbeslutning om ændring af lokalplanproceduren med henblik på øget beboerindflydelse.

Samling: 1981-82 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til miljø- og planlægningsudvalget.

Ifølge forslaget opfordredes regeringen til at fremsætte lovforslag om ændring af kommuneplanloven efter følgende retningslinjer:

1) Lokalplanpligten skal udvides, sådan at der bliver pligt til at udarbejde lokalplan ved bygge- og anlægsarbejder, saneringer o. lign., når et sådant arbejde har væsentlig betydning for beboere og brugere i et område.

2) Befolkningen skal inddrages direkte i udarbejdelsen af lokalplaner, og kommunerne skal give de lokale beboere den nødvendige tekniske bistand til udarbejdelse af alternative planer.

3) Indsigelsesfristen over for lokalplaner må forlænges.

4) Børn og unge må inddrages aktivt i planlægningen.

5) Der må indføres en vetoret over for lokalplaner.

Baggrunden for beslutningsforslaget er ifølge den skriftlige fremsættelse den meget utilfredsstillende behandling, som lokalplanerne får i mange kommuner.

Dette skal ses i sammenhæng med intentionerne bag kommuneplanloven, der klart giver udtryk for en reel inddragelse af befolkningen i planlægningen.

Miljø- og planlægningsudvalget afgav ikke betænkning over beslutningsforslaget.
Partiernes ordførere
Sonja Mikkelsen (S), Ole Bernt Henriksen (KF), Svend Erik Hovmand (V), Erik Hove Sørensen (SF), Uffe Thorndahl (FP), Yvonne Herløv Andersen (CD), Tage Dræbye (RV) og Mikael Lennart Waldorff (VS)