B 61 Forslag til folketingsbeslutning om sikring af bøgeskov og anden løvskov.

Samling: 1981-82 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til miljø- og planlægningsudvalget.

Ifølge forslaget opfordredes regeringen til at tage de nødvendige initiativer til sikring af vore bøgeskovsarealer samt til en udvidelse af det samlede løvskovsareal.

Følgende virkemidler må i denne forbindelse overvejes:

1) Tilskud til udvidelse af bøgeskovsarealet ved anlæg af bøgekulturer og blandingskulturer med bøg eller eg.

2) Tilskud til fremme af selvforyngelsen af bøgekulturer og af blandingskulturer med bøg eller eg.

3) Særlige tilskud, eventuelt skattelettelser, til løvskovskulturer.

4) Tilskud til arbejdsløn og materialeomkostninger de første 5 år efter nyplantning af bøgeskovskulturer eller blandingskulturer med bøg eller eg.

5) Gennemførelse af fredskovspligt for plantninger, der modtager tilskud.

6) Pligt til for statslige og kommunale skove gradvis at etablere løvskov på arealer med bonitet 2 eller bedre.

Miljø- og planlægningsudvalget afgav ikke betænkning over beslutningsforslaget.
Partiernes ordførere
Jens Peter Lerke (S), Ole Bernt Henriksen (KF), Peder Sønderby (V), Erik Hove Sørensen (SF), Børge Halvgaard (FP), Bent Stubkjær Pedersen (CD), Tage Dræbye (RV), Steen Tinning (VS) og Jens Kristian Steffensen (KrF)