B 53 Forslag til folketingsbeslutning om bekæmpelse af oprustningen (specielt atomoprustningen).

Samling: 1981-82 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til udenrigsudvalget.

I forslaget til folketingsbeslutning opfordredes regeringen til at føre en sikkerheds- og nedrustningspolitik efter retningslinjer, der som et minimum indeholder en forpligtelse til i alle sammenhænge, nationalt og internationalt, at arbejde for følgende krav:

1) Nej til nye atomare mellemdistanceraketter

2) Nej til neutronbomben

3) Nej til at bruge atomvåben først

4) Nej til nye kemiske våben

5) Nej til udenlandske tropper og depoter

6) Ja til atomvåbenfri zone i Norden.

Om baggrunden for forslaget til folketingsbeslutning hedder det i de ledsagende bemærkninger bl.a.:

»I en tid, hvor oprustningen - og specielt atomoprustningen - eskalerer, og hvor bestræbelser på afspænding er afløst af en ny kold krig, er det påkrævet, at den danske regering overalt, hvor det er muligt, søger at bekæmpe ny oprustning og medvirke til konkrete initiativer til nedrustning og afspænding.

En opfyldelse af samtlige punkter i dette forslag ville ikke i sig selv betyde, at så havde Danmark efter venstresocialisternes opfattelse fået den helt rigtige sikkerheds- og nedrustningspolitik. Venstresocialisterne har som bekendt vendt sig imod det indgåede forsvarsforlig og er modstandere af såvel NATO som Warszawapagten. Men de anførte punkter vil alle betyde skridt i den rigtige retning i retning af nedrustning og afspænding. Forslaget dementerer således den påstand, at venstresocialisterne er et alt-eller-intet-parti.«

Ved 1. behandling fik beslutningsforslaget en positiv modtagelse af Riishøj (SF), mens såvel udenrigsministeren som de øvrige partiers ordførere indtog en afvisende holdning.

Udenrigsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget til folketingsbeslutning.
Partiernes ordførere
Lasse Budtz (S), Bjørn Elmquist (V), Søren Riishøj (SF), Thure Barsøe-Carnfeldt (FP) og Steen Folke (VS)