B 13 Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af fradrag for reparation, vedligeholdelse m.v. af ejer- og lejerboliger.

Samling: 1981-82 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Ifølge forslaget til folketingsbeslutning opfordredes regeringen til at gennemføre en lovgivning, hvorefter såvel ejere som lejere ved opgørelse af den skattepligtige indkomst har mulighed for at fratrække udgifter til reparation, vedligeholdelse m.v. af egen eller lejet bolig med et beløb af indtil 15.000 kr. på grundlag af dokumenterede udgifter for arbejder udført af momsregistrerede virksomheder.

I beslutningsforslagets ledsagende bemærkninger er der om baggrunden m.v. for forslaget bl.a. anført:

»Forslaget tager sigte på at opmuntre til reparation, vedligeholdelse og gennemførelse af energibesparende foranstaltninger i et væsentligt større omfang, end de nuværende tilskudsregler giver mulighed for.

Forslaget vil medføre en forøget beskæftigelse i byggefagene og vil sikre, at organiserede håndværkere og byggevirksomheder tilgodeses på bekostning af det såkaldte måneskinsarbejde«

Ved beslutningsforslagets 1. behandling var ordførerne fra KF og V positivt indstillet over for forslaget, mens ministeren for skatter og afgifter og ordførerne fra de øvrige partier på flere områder var afvisende over for forslaget.

Udvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Karl Nielsen (S), Lars P. Gammelgaard (KF), Anders Fogh Rasmussen (V), Marianne Bentsen-Pedersen (SF), Ove Jensen (FP), Aase Olesen (RV), Preben Wilhjelm (VS) og Arne Bjerregaard (KrF)