Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.
Lovforslaget tilsigtede at skabe hjemmel for Danmarks ratifikation af Konventionen om meddelelse af europæiske patenter (Den europæiske Patentkonvention, vedtaget i München den 5. oktober 1973). Herudover indeholdt lovforslaget mindre justeringer af bestemmelserne vedrørende deponering af mikroorganismer og bestemmelserne om internationale patentansøgninger.
Om det nærmere indhold af konventionen henvises der til lovforslagets ledsagende bemærkninger samt til Folketingsårbøgerne 1976-77, side 464, 1977-78, side 120, og 1980-81, side 278.
I korthed er hovedformålet med konventionen at simplificere og billiggøre udstedelsen af patenter, hvilket sker gennem en fælles ansøgningsprocedure med henblik på opnåelse af patent i flere lande. Kort udtrykt fastlægger Den europæiske Patentkonvention således betingelserne for at opnå patent og de nærmere regler for behandlingsproceduren, ligesom den indeholder organisatoriske bestemmelser om Den europæiske Patentorganisation, dens organer, disses kompetencefordeling og finansieringen af organisationen.
Lovforslaget kræver en vedtagelse med et flertal på 5/6 af folketingets medlemmer, da det er omfattet af grundlovens § 20 om afgivelse af suverænitet til mellemfolkelige organer.
Lovforslag om at skabe hjemmel for Danmarks ratifikation af Den europæiske Patentkonvention har tidligere været fremsat i folketinget den 9. marts 1977 i forbindelse med forslag om ratifikation af Fællesskabets Patentkonvention og andre ændringer af patentloven, se Folketingsårbog 1976-77. Forslaget blev ikke færdigbehandlet, inden samlingen sluttede, hvorfor det bortfaldt. Lovforslaget blev genfremsat den 2. december 1977. Ved forslagets 2. behandling viste det sig, at der ikke kunne samles 5/6's flertal for ratifikation af de to europæiske patentkonventioner, hvorfor forslaget ændredes, således at den del af forslaget, som vedrørte disse spørgsmål, udgik.
I folketingssamlingen 1980-81 fremsattes den 28. november 1980 på ny forslag til lov om ændring af patentloven med henblik på at tilvejebringe hjemmel for Danmarks tiltrædelse af Den europæiske Patentkonvention og Fællesskabets Patentkonvention. Efter 1. behandling blev lovforslaget henvist til folketingets erhvervsudvalg. På grund af lovforslagets komplicerede karakter, herunder det forhold, at det var omfattet af grundlovens § 20, var det ikke muligt i folketingssamlingen 1980-81 at færdigbehandle forslaget, hvorfor det bortfaldt, jfr. ovenstående henvisninger til Folketingsårbøgerne.
Om baggrunden for nærværende lovforslag anførte industriministeren i den skriftlige fremsættelse bl.a.:
»Ud fra et ønske om, at Danmark snarest får mulighed for at deltage i et efter min opfattelse fornuftigt internationalt samarbejde på patentrettens område, har jeg fundet det hensigtsmæssigt at begrænse nærværende lovforslag til Den europæiske Patentkonvention.
Beslutningen om kun at fremsætte forslag om ratifikation af Den europæiske Patentkonvention skyldes også, at overvejelserne i Interimskomiteen til forberedelse af Fællesskabets Patentkonventions ikrafttræden om oprettelse af en appeldomstol for fællesskabspatenter endnu ikke er afsluttet. Da spørgsmålet om dansk deltagelse i en sådan domstolsordning er omfattet af grundlovens § 20, har regeringen fundet, at spørgsmålet herom bør afklares, forinden lovforslag om Danmarks ratifikation af Fællesskabets Patentkonvention på ny forelægges folketinget.
Lovforslaget indeholder således ikke forslag om ratifikation af Fællesskabets Patentkonvention ...«
Nærværende lovforslag blev fremsat og behandlet sammen med forslag til lov om ændring af lov om hemmelige patenter, se nærmest følgende sag.
Erhvervsudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget inden folketingsvalget i december.