L 15 Forslag til lov om ændring af lov om skattemæssige afskrivninger m.v.

(Non-diskrimination af bilafskrivninger).

Samling: 1981-82 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Lovforslaget, der skulle have haft virkning fra og med indkomståret 1981, havde til hensigt at ophæve de såkaldte 65.000 kroners-regler, der navnlig indebærer, at skattemæssige afskrivninger på automobiler, der udelukkende benyttes erhvervsmæssigt, men som er indregistreret til privat personbefordring m.v., eller benyttes både til erhvervsmæssige og private formål, ikke kan foretages, i det omfang anskaffelsessummen overstiger 65.000 kr.

I den af udvalget afgivne betænkning blev lovforslaget af et flertal (udvalget med undtagelse af V, KF og FP) indstillet til forkastelse ved 3. behandling. Et mindretal (V og KF) ville redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling. Et andet mindretal (FP) indstillede lovforslaget til vedtagelse uændret.

Lovforslaget kom til 2. behandling sammen med forslag til lov om ændring af afskrivningsloven. (Personbiler m. v.) m. fl. lovforslag, se A. II nr. 3).

Lovforslaget nåede ikke at komme til 3. behandling inden udskrivningen af nyvalg til folketinget.
Partiernes ordførere
Ervin Christian Jensen (S), Børge Bakholt (S), Anders Christian Poulsen (V), Ivar Hansen (V), Lars P. Gammelgaard (KF), Erling Askjær Jørgensen (FP), Mogens Glistrup (FP), Ole Kalnæs (SF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Bernhard Baunsgaard (RV), Niels Bollmann (CD), Ole Flygaard (DR) og Arne Bjerregaard (KrF)