L 89 Forslag til lov om styrkelse af revisionen af Danmarks Radio

Samling: 1980-81
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til kulturudvalget.

Lovforslaget indebærer en ophævelse af bestemmelsen i lov nr. 421 af 15. juni 1973 om radio- og fjernsynsvirksomhed § 9, stk. 4, hvorefter revisionen af Danmarks Radios regnskab efter aftale mellem ministeren for kulturelle anliggender og økonomi- og budgetministeren varetages af et af revisionsdepartementerne. Det af radiorådet udarbejdede regnskab for det enkelte finansår forelægges med revisionens bemærkninger ministeren for kulturelle anliggender til godkendelse og tilsendes derefter folketinget til godkendelse.

Med ophævelse af denne paragraf ville Danmarks Radio blive omfattet af det sædvanlige statslige revisionsapparat under rigsrevisionen og statsrevisorerne, idet § 2 i lov om revisionen af statens regnskaber udsiger:

»Revisionen omfatter

1) statens regnskaber

2) regnskaber for institutioner, foreninger, fonde m.v., hvis udgifter eller regnskabsmæssige underskud dækkes ved statstilskud eller ved bidrag, afgift eller anden indtægt i henhold til lov.«

Forslaget blev behandlet sammen med forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed [Af Flemming Jensen (KF) m.fl.] og forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed [Af Bollmann (CD) m.fl.] (se A.II. nr. 42 og 43).

Ministeren for kulturelle anliggender afviste under 1. behandling lovforslaget, idet hun bl.a. lagde vægt på, at en ophævelse af § 9, stk. 4, ikke ville bringe Danmarks Radios regnskaber ind under statsrevisorernes afgørelser på linje med statens regnskaber. En ophævelse ville alene føre til, at man fik et lovgivningsmæssigt hul med hensyn til regnskabets godkendelse.

Udvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Birte Weiss (S), Knud Øllgaard (V), Kristen Poulsgaard (FP), Flemming Jensen (KF), Marianne Bentsen-Pedersen (SF), Janne Normann (RV), Arne Melchior (CD), Jens Kristian Steffensen (KrF), Preben Wilhjelm (VS) og Niels Mølgaard (DR)