Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Loven, der træder i kraft den 1. oktober 1981, gennemfører en omfattende revision af den gældende lov om forsikringsvirksomhed, idet den dels indeholder en selskabsretlig modernisering byggende på lov nr. 370 af 13. juni 1973 om aktieselskaber, dels ajourfører forsikringslovens regler om forsikringsselskabers opløsning på grundlag af vedtagelsen af konkursloven af 8. juni 1977 og de i forbindelse hermed indførte nye regler om aktieselskabers opløsning og dels overfører EFs 1. livsforsikringsdirektiv af 5. marts 1979 samt 2. selskabsdirektiv af 13. december 1976.

De væsentligste nydannelser i loven er følgende:

1) Efter den gældende forsikringslov stilles der ikke krav om fuld indbetaling af aktiekapitalen, idet det kun kræves, at den indbetalte del af aktiekapitalen på hver aktie mindst udgør 50 pct. af den pålydende værdi. For forsikringsselskaber stiftet før 1959 kræves kun en indbetaling på 25 pct.

Ifølge loven skal aktiekapitalen for nye selskaber imidlertid være fuldt indbetalt, inden et selskab kan registreres i forsikringsregistret.

2) Aktieselskabslovens skærpede regler om årsregnskab og om koncernregnskab overføres med den fornødne tilpasning under hensyn til forsikringsselskabernes særlige regnskabsmæssige forhold.

3) Ligeledes overføres aktieselskabslovens regler om konvertible og udbyttegivende gældsbreve, hvilket vil lette forsikringsaktieselskabernes adgang til kapital.

4) Endvidere er aktieselskabslovens koncernregler blevet overført. Da der imidlertid er en del forsikringsselskaber, der har et snævert samarbejde, uden at der foreligger et koncernforhold i egentlig forstand, er det i § 3 fastsat, at koncernreglerne, i det omfang forsikringstilsynet bestemmer det, tillige finder anvendelse på disse selskaber.

5) Der indføres regler om revision og granskning samt nye regler om forsikringsselskabers ledelse. Disse finder i videst muligt omfang også anvendelse for gensidige selskaber.

6) Medens efter den gældende lov kun forholdsvis få af de for aktieselskaber gældende regler finder anvendelse på gensidige forsikringsselskaber, har man i loven i videst muligt omfang overført aktieselskabslovens regler også på de gensidige selskaber.

7) Det er i § 90 fastsat, at direktører ikke for egen regning må udføre eller deltage i spekulationsforretninger, samt at direktører i forsikringsselskaber ikke uden tilladelse fra forsikringstilsynet må eje elle drive selvstændig erhvervsvirksomhed eller som bestyrelsesmedlem, funktionær eller på anden måde deltage i ledelsen eller driften af en anden erhvervsvirksomhed end det pågældende selskab. De kan dog eje fast ejendom samt drive og deltage i administrationen af fast ejendom, der tilhører personer, der er beslægtet med dem.

Disse bestemmelser har bank- og sparekasselovens § 19, stk. 4 og 5, som forbillede. Ved siden af disse regler opretholdes de allerede gældende, som forbyder bestyrelsesmedlemmer at spekulere i selskabets aktier, jfr. aktieselskabslovens § 53, stk. 2.

8) De netop gennemførte ændringer i aktieselskabsloven (lov nr. 266 af 16. juni 1980) om øget medarbejderrepræsentation i selskabernes bestyrelser overføres fuldt ud på både forsikringsaktieselskaber og gensidige selskaber, mens reglerne om øget indsigt i ejerforholdene kun overføres for så vidt angår forsikringsaktieselskaber, idet ejerne af gensidige selskaber er forsikringstagerne.

Ved lovens § 83 styrkes for forsikringsselskabernes vedkommende medarbejdernes repræsentation i bestyrelsen ved, at der sikres dem mindst en tredjedels repræsentation. For en del selskabers vedkommende vil dette betyde en forøgelse af det antal medlemmer, arbejdstagerne kan vælge til bestyrelsen.

Lovens kapitel 11 indfører endvidere regler om koncernrepræsentation. Med disse regler sker der en yderligere sikring af arbejdstagernes ret til medindflydelse på virksomhedens drift. De beslutninger, der tages i et moderselskab, har ofte afgørende indflydelse på de beslutninger, der tages i datterselskaberne. De ansatte i et datterselskab vil derfor også have interesse i at være repræsenteret i ledelsen i moderselskabet.

Loven indeholder endvidere regler om indførelse af pligt for selskabet til at føre en fortegnelse over de aktionærer, der ejer 10 pct. eller mere af stemmerettighederne eller af aktiekapitalen.

9) Loven indeholder i § 7 en bestemmelse om redelig forretningsskik og god forsikringspraksis, en bestemmelse som ikke findes i den gældende lov. Forsikringsrådet har også hidtil påset, at forsikringsselskaberne driver deres virksomhed i overensstemmelse med god forretningsskik. I de tilfælde, hvor rådet har måttet gribe ind, er uoverensstemmelserne som regel blevet bilagt i mindelighed. Der er således skabt en vis praksis for indseende med selskabernes virksomhed på denne måde. Det fandtes derfor rimeligt at underbygge tilliden til forsikringsselskaberne ved at skabe et lovgrundlag herfor, således at selskaberne fortsat kan leve op til denne standard. En lignende regel findes allerede for pengeinstitutter i bank- og sparekasseloven, § 1, stk. 6.

Bestemmelsen skal ses i forbindelse med forslaget om indførelse af offentlige repræsentanter (der blev forkastet, se nedenfor) idet en bestemmelse om redelig forretningsskik og god forsikringspraksis vil være af værdi for de offentlige repræsentanters virke i forsikringsselskabernes bestyrelser.

10) Spørgsmålet om forsikringsrådets sammensætning har været genstand for overvejelse fra tid til anden.

Lovens bestemmelser i kapitel 26 indebærer, at det nuværende forsikringsråd som tilsynsmyndighed bliver erstattet af et forsikringstilsyn, bestående af et råd og et direktorat. Herefter vil forsikringsrådet være det ansvarlige organ, som træffer afgørelser i principielle spørgsmål, klagesager o. l., medens forsikringsdirektoratet varetager den daglige administration. Den nærmere funktionsdeling mellem rådet og direktoratet vil blive fastlagt i en forretningsorden og et regulativ. Den foreslåede sammensætning af rådet indebærer, at repræsentanter for forsikringstagerne, for forsikringsselskaberne og for pensionskasserne vil få sæde i rådet og dermed få indflydelse på dets afgørelser, samtidig med at den fornødne juridiske, aktuarmæssige og nationaløkonomiske sagkundskab er til stede. Efter gældende lov kan den, der indanker en af forsikringsrådet truffen afgørelse for industriministeren, forlange, at sagen, forinden afgørelsen træffes, af ministeren forelægges et nævn til erklæring. Forsikringsnævnets opgaver er ændret noget i forhold til den gældende lov. Det bliver i stedet for industriministeren klageinstans i visse nærmere angivne sager, hvor tilsynets afgørelser er af særlig indgribende betydning for det pågældende selskab eller kan indeholde indviklede forsikringstekniske spørgsmål. I de øvrige tilfælde indbringes klagen for ministeren, der dog kan indhente en udtalelse fra nævnet. Endvidere kan selskabet forlange, at dette sker.

11) Bestemmelserne om fordelingen af udgifterne til dækning af forsikringstilsynets virksomhed er ændret således, at der sker en rimelig fordeling under hensyn til de betydelige renteindtægter, som især livsforsikringsselskaberne og pensionskasserne oppebærer.

12) De såkaldte »tværgående« pensionskasser er overført fra lov om tilsyn med pensionskasser til lov om forsikringsvirksomhed. Der er tale om pensionskasser for f. eks. ingeniører, læger, sygeplejersker og værkstedsfunktionærer.

Karakteristisk er således, at medlemskredsen ikke - som det var pensionskasselovens oprindelige hensigt - er begrænset til de ansatte i en bestemt privat virksomhed, men til personer med en bestemt uddannelse, uanset hvor de er ansat, eller til særlige brancher. Disse pensionskasser er endvidere i almindelighed langt større end pensionskasser knyttet til enkelte virksomheder. Bl. a. disse forhold gør, at pensionskasselovens bestemmelser i virkeligheden ikke dækker de »tværgående« pensionskassers behov. Deres virksomhed er nærmere en begrænset form for forsikringsvirksomhed.

Efter lovens kapitel 22 vil disse pensionskasser derfor blive sidestillet med gensidige skadesforsikringsselskaber med særligt begrænset formål, således at loven anvendes med de lempelser og undtagelser, som gælder for disse selskaber. Virkningen heraf vil bl. a. være, at de alene er bundet af vedtægternes regler om udtrædelsesgodtgørelser, at de optages i forsikringsregistret, at forsikringslovens regler om overdragelse af en forsikringsbestand kan finde anvendelse, at der stilles større krav til disse pensionskassers regnskabsaflæggelse, at årsregnskabet skal offentliggøres, og at de hvert år skal indsende en aktuaropgørelse til forsikringstilsynet, mod nu hvert 3. år.

Endvidere vil loven finde anvendelse på pensionskasser, hvis medlemmer består af selvstændige erhvervsdrivende inden for samme branche. Disse pensionskasser har hidtil ikke været omfattet af lov om tilsyn med pensionskasser.

13) Bestemmelsen om forsikringsrådets årlige beretninger er ændret således, at de i større omfang bidrager til at skabe åbenhed samt aktuel og lettere tilgængelig information omkring forsikringsbranchens forhold. Der synes f. eks. at være et behov for, at de af forsikringskommissionen foretagne undersøgelser videreføres således, at resultaterne heraf offentliggøres i beretningerne.

Det var fjerde gang, industriministeren fremsatte og erhvervsudvalget behandlede det omfattende lovforslag på 276 paragraffer, se folketingsårbog 1976-77 side 470, 1977-78 side 321 og 1979-80 side 322.

Om lovens nærmere indhold henvises til lovforslagets fyldige bemærkninger, der tillige havde de to EF-direktiver optrykt som bilag.

Lovforslaget indeholdt oprindelig i § 84 en bestemmelse om offentlig repræsentation i forsikringsselskabernes bestyrelse. Et flertal af erhvervsudvalgets medlemmer bestående af V, KF, FP, RV, KrF og DR stillede ændringsforslag om, at denne regel udgik af lovforslaget. Ændringsforslaget blev vedtaget ved lovforslagets 2. behandling, hvorefter lovforslaget blev vedtaget ved 3. behandling med 161 stemmer mod 8 (VS og DR).