L 45 Forslag til lov om begrænsning af organisationers rettigheder over for erhvervsudøvere

Samling: 1980-81
Status: 3. behandlet/Forkastet
Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Ifølge lovforslagets § I skulle dette omfatte sådanne organisationer og foreninger, hvortil medlemskab er af afgørende betydning for at opnå en beskæftigelse, beklæde en stilling eller på anden måde udøve et erhverv.

Lovforslagets § 2 bestemte, at medlemskab af en bestemt forening eller organisation, jfr. § 1, kan ingen sinde gennem kollektive overenskomster eller gennem overenskomst mellem organisation og virksomhed pålægges nogen som en betingelse for beskæftigelse på eller ledelse af en dansk virksomhed.

Lovforslaget var en genfremsættelse af et flere gange tidligere fremsat forslag. Der henvises til folketingsårbog 1979-80, side 340, for så vidt angår den seneste tidligere fremsættelse.

Under 1. behandlingen tog arbejdsministeren og ordførerne fra S, SF og VS udtrykkeligt afstand fra lovforslaget, der mødte tilslutning hos ordførerne fra V, KF, FP, KrF og DR. Også blandt nogle af disse ordførere blev der dog som af ordførerne for RV og CD, der var positive over for intentionerne bag lovforslaget, udtrykt ønske om en grundig udvalgsbehandling til belysning af lovforslagets konsekvenser.

I arbejdsmarkedsudvalgets betænkning indstilledes lovforslaget til forkastelse af S, SF og VS. V, KF, FP og CD indstillede lovforslaget til vedtagelse med ændringsforslag med en ændret formulering af lovforslagets § 2, der skulle klargøre, at der ikke inden for noget område af erhvervslivet eller arbejdslivet lovligt skulle kunne ske nogen begrænsning i den enkeltes erhvervsudøvelse, som havde baggrund i manglende tilknytning til en fagorganisation, interesseorganisation, brancheorganisation o.lign. Endvidere stilledes et ændringsforslag, hvorefter ikrafttrædelsen skulle udskydes fra 1. marts 1981 til 1. september 1981. Endelig indstilledes lovforslaget i betænkningen til forkastelse af RV, der som begrundelse angav, at en gennemførelse af lovforslagets princip krævede grundig forberedelse, og som endvidere i betænkningen lod optrykke et udkast til beslutningsforslag, som skulle fremsættes det følgende folketingsår. De stillede ændringsforslag blev vedtaget ved 2. behandling.

I arbejdsmarkedsudvalgets tillægsbetænkning blev af V, KF og FP stillet ændringsforslag om en præciserende formulering i § 2 og om en udvidelse af lovforslagets område til også at omfatte forbud mod, at statstilskud blev gjort afhængigt af medlemskab af den forening eller interesseorganisation, der administrerede ordningen. Endelig blev ikrafttrædelsen foreslået udskudt til 1. juli 1982. Som bilag til tillægsbetænkningen var optrykt en udtalelse om det andet ændringsforslag fra henholdsvis justitsministeren og folketingets formand. Lovforslaget blev indstillet til forkastelse af S, SF, RV og VS og til vedtagelse med ændringsforslagene af V, KF og FP. CD indstillede lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det forelå efter 2. behandling.

Lovforslaget blev ved 3. behandling forkastet med 85 stemmer (S, SF, RV, VS og Brusvang CD)) mod 67. 1 (Janne Normann (RV)) undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Hans Jørgen Jensen (S), Hans Jørgen Holm (V), Jens Peter Jensen (V), Grethe Fenger Møller (KF), Erik Ninn-Hansen (KF), Mogens Voigt (FP), Lilli Gyldenkilde (SF), Jens Jørgen Bolvig (RV), Arne Melchior (CD), Jens Kristian Steffensen (KrF), Poul H. Møller (KrF), Carl Thio Tyroll (VS) og Niels Mølgaard (DR)