L 34 Forslag til lov om ændring af lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond

Af: Keld Andersen (KF) , Agnete Laustsen (KF) , Poul Schlüter (KF) og Ib Stetter (KF)
Samling: 1980-81
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Efter lovforslaget skulle en lønmodtager, for hvem der er indbetalt beløb i medfør af dyrtidsindbetalingsloven, kunne forlange udbetaling af beløbet med tillæg af, hvad der er tilskrevet lønmodtagerens konto i medfør af § 7 i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, ved lønmodtagerens erhvervelse af bolig.

Om baggrunden for lovforslaget hedder det i de ledsagende bemærkninger:

»Formålet med lovforslaget er dels at sætte gang i byggeriet, dels at sætte flere lønmodtagere i stand til at etablere sig. Forslagsstillerne er indstillet på at drøfte yderligere anvendelsesområder, herunder vedligeholdelse og start af selvstændig virksomhed. Som § 1 er udformet i lovforslaget, omfatter den såvel eget hus og egen lejlighed som lejligheder i øvrigt. Det forudsættes, at arbejdsministeren i overensstemmelse med lovens § 4, stk. 3, fastsætter nærmere regler for udbetalingen efter den her foreslåede bestemmelse.«

Ved 1. behandling fik lovforslaget en afvisende modtagelse af såvel arbejdsministeren som flertallet af de øvrige partiers ordførere.

Arbejdsmarkedsudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Aage Andersen (S), Knud Enggaard (V), John Lawaetz (FP), Keld Andersen (KF), Lilli Gyldenkilde (SF), Jens Jørgen Bolvig (RV), Arne Melchior (CD), Edith Holm (KrF), Carl Thio Tyroll (VS) og Niels Mølgaard (DR)