L 225 Lov om ændring af lov om valg til folketinget.

(Ændring af reglerne om orlov med vederlag).

Af: K. B. Andersen (S)
Samling: 1980-81
Status: Stadfæstet
Lov nr. 279 af 10-06-1981
Efter 1. behandling henvist til udvalget for forretningsordenen.

Lovændringen, der trådte i kraft den 6. oktober 1981, medfører, at folketingsmedlemmers ret til vederlag og pensionsanciennitet i orlovsperioden udvides til også at gælde bevilget orlov i forbindelse med udsendelse i offentligt hverv til Grønland eller Færøerne, ligesom denne ret bevares for medlemmer, der tillige er medlem af Færøernes lagting eller Grønlands landsting, og som på grund af midlertidigt fravær som følge af deltagelse i lagtingets henholdsvis landstingets møder og i udvalgsmøder i umiddelbar tilslutning dertil begærer og får bevilget orlov.

Om lovforslaget hedder det i de ledsagende bemærkninger:

»Lovforslaget skal ses i forbindelse med drøftelser i udvalget for forretningsordenen, hvor der har været tilslutning til at foreslå, at der kan gives folketingsmedlemmer orlov på grund af udsendelse i offentligt hverv til Færøerne eller Grønland.

De foreslåede nye bestemmelser præciserer i øvrigt, at udsendelse i offentligt hverv betyder udsendelse til udlandet i sådant hverv.

Som noget nyt foreslås endvidere, at der kan tilstås folketingsmedlemmer, som samtidig er medlemmer af Færøernes lagting eller Grønlands landsting, orlov med vederlag for deltagelse i de respektive tings møder og i udvalgsmøder i umiddelbar tilslutning dertil.«

Efter at et af et mindretal (FP) stillet ændringsforslag var blevet forkastet ved 2. behandling, blev lovforslaget vedtaget ved 3. behandling med 118 stemmer mod 14 (FP).
Partiernes ordførere
K. B. Andersen (S), Jens Kristian Hansen (S), Mogens Glistrup (FP) og Arne Melchior (CD)