L 217 Lov om ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.

(Landsarbejdsnævnets og arbejdsmarkedsnævnenes sammensætning, pristalsregulering af dagpenge og efterløn m.v.).

Af: Arbejdsminister Svend Auken (S)
Samling: 1980-81
Status: Stadfæstet
Lov nr. 275 af 10-06-1981
Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Ved loven tilforordnes landsarbejdsnævnet 1 repræsentant for Kommunernes Landsforening og 1 repræsentant for Amtsrådsforeningen i Danmark samt 1 repræsentant for Københavns kommune og Frederiksberg kommune i forening.

Samtidig udvides primærkommunernes repræsentation i arbejdsmarkedsnævnene fra 2 til 3, således at primær- og amtskommunerne bliver repræsenteret i arbejdsmarkedsnævnene med i alt 6 medlemmer.

Med henblik på at opretholde den hidtidige balance i arbejdsmarkedsnævnene mellem kommuner, arbejdsgiverside og lønmodtagerside bestemtes samtidig, at arbejdsgiverrepræsentationen udvides fra 5 til 6 medlemmer, medens der fra lønmodtagersiden - ud over de 5 repræsentanter, som vælges af Landsorganisationen i Danmark - skal vælges en repræsentant for Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd.

Ud over disse ændringer i sammensætningen af landsarbejdsnævnet og arbejdsmarkedsnævnene gennemførtes en særlig regulering af dagpenge og efterløn for berettigede, der ikke har højeste sats.

Med loven gennemførtes en sikring af de ledige og efterlønsmodtagerne inden for fag, hvor pristalsreguleringen er suspenderet eller bortfaldet, en pristalsregulering svarende til den, der gives til ledige og efterlønsmodtagere inden for fag, hvor der er normal pristalsregulering.

Endelig gennemførtes en ændring af reglen om arbejdsløshedskassernes dokumentationsforpligtelse efter arbejdsløshedslovens § 65, stk. 2, der skal ses i sammenhæng med den fremrykkede jobtilbudsordning, jfr. det samtidig fremsatte forslag til lov om jobskabelse (A.II., nr. 1) og lov om arbejdstilbud til ledige (A.I., nr. 3).

Lovforslaget kom til I. behandling sammen med det nævnte forslag til lov om jobskabelse, forslag til lov om arbejdstilbud til ledige, forslag til lov om uddannelses- og erhvervsvejledning (se under A.I., nr. 5) og forslag til folkelingsbeslutning om de arbejdsløses rettigheder [af Kurt Hansen (VS)] (se under B. II., nr. 8).

I udvalgsbetænkningen blev af arbejdsministeren stillet ændringsforslag om en ændret procedure med hensyn til udpegningen af de kommunale repræsentanter til arbejdsmarkedsnævnet i Københavnsområdet. Mens dette blev vedtaget, blev ændringsforslag fra VS om, at de foreslåede ændringer i landsarbejdsnævnets og arbejdsmarkedsnævnenes sammensætning skulle udgå, og om, at arbejdsgiverne skulle finansiere efterlønsordningen, forkastet. Det samme skete med ændringsforslag fra SF og VS om at ophæve nedtrapningen af efterløn.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 93 stemmer mod 16 (FP). 42 (V, KF og VS) undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Hans Jørgen Jensen (S), Anders Fogh Rasmussen (V), Knud Enggaard (V), Steen Nymann (FP), Grethe Fenger Møller (KF), Lilli Gyldenkilde (SF), Tage Dræbye (RV), Arne Melchior (CD), Poul H. Møller (KrF), Carl Thio Tyroll (VS), Kurt Hansen (VS) og Ib Christensen (DR)