L 19 Lov om ændring af lov om statsligt indskud i Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S

Af: Industriminister Erling Jensen (S)
Samling: 1980-81
Status: Stadfæstet
Lov nr. 498 af 26-11-1980
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Loven foretager den ændring i lov nr. 170 af 4. april 1973 om statsligt indskud i Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S, at industriministeren med virkning fra og med finansåret 1981 kan foretage et rentefrit indskud af statskassen på indtil 150 mill. kr. som ansvarlig kapital i Finansieringsinstituttet.

Loven indebærer en forøgelse af statens indskud fra 100 mill. kr. til 150 mill. kr.

I lovforslagets bemærkninger er der redegjort for den gældende ordning og begrundelsen for forøgelsen af indskudsbeløbet, herunder især den økonomiske situation, der nødvendiggør en styrkelse af konkurrenceevnen.

I erhvervsudvalgets betænkning stillede et mindretal (SF) bl. a. forslag om, at 10 mill. kr. blev indskudt i Dansk Håndværks Finansieringsselskab A/S. Dette ændringsforslag blev forkastet ved lovforslagets 2. behandling, hvorefter lovforslaget blev vedtaget ved 3. behandling med 105 stemmer mod 27 (FP, VS og DR). 10 medlemmer (SF) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Ervin Christian Jensen (S), Anders Fogh Rasmussen (V), John Lawaetz (FP), Henning Baunbæk Dyremose (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Janne Normann (RV), Mimi Jakobsen (CD), Jens Kristian Steffensen (KrF), Arne Bjerregaard (KrF) og Alfred Hansen (DR)