L 157 Forslag til lov om køberet for staten til flydende kulbrinter

Af: Energiminister Poul Nielson (S)
Samling: 1980-81
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til det energipolitiske udvalg.

Lovforslaget indeholder bestemmelser om statens køberet til flydende kulbrinter, der indvindes i henhold til bevilling udstedt i medfør af lov nr. 181 af 8. maj 1950 om efterforskning og indvinding af råstoffer i kongeriget Danmarks undergrund (eneretsbevillingen).

Lovforslaget giver staten eller et af staten ejet selskab ret til at købe indtil halvdelen af produktionen til en rimelig markedspris.

I tilfælde af uenighed mellem køber og sælger om de øvrige leveringsvilkår, herunder tid og sted for levering, kan enhver af parterne indbringe sagen for et særligt nævn, olienævnet.

Om dette nævn bestemmes det i § 4:

»§ 4. Olienævnet, der nedsættes af energiministeren, består af en formand og to andre medlemmer. Formanden udnævnes efter indstilling fra præsidenten for højesteret. De to andre medlemmer skal have særligt kendskab til oliehandel. Medlemmerne og stedfortrædere for disse udnævnes for 4 år.

Stk. 2. Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 3. Energiministeren fastsætter de nærmere regler for nævnets virksomhed.«

I bemærkningerne til lovforslaget oplyses bl.a. følgende om baggrunden for dets fremsættelse:

»I statsministerens redegørelse til folketinget den 6. november 1979 påpegedes, at en stærk og målrettet energipolitik er påkrævet bl.a. for at skabe større sikkerhed for vore nødvendige energiforsyninger. Bl.a. med henblik herpå anmodede regeringen om forhandlinger med bevillingshaverne i henhold til eneretsbevilling af 8. juli 1962. I regeringens udkast af 22. februar 1980 til aftale mellem bevillingshaverne og energiministeren blev det foreslået, at staten skulle have en køberet til en del af olieproduktionen.

Som bekendt lykkedes det ikke at opnå en forhandlingsmæssig løsning med bevillingshaverne. Blandt andet på baggrund heraf fremsættes det foreliggende lovforslag.

Loven vil give et vigtigt bidrag til at realisere den ovenfor angivne energipolitiske målsætning bl.a. ved at sikre en fast organiseret og for samfundet betryggende udformet anvendelse af vore egne energiressourcer.

Statsligt køb af dansk produceret olie vil endvidere forbedre mulighederne for statens deltagelse i olieforsyningen i international sammenhæng. Dette skyldes bl.a., at adgangen til dansk olieforsyning vil give et statsligt dansk olieselskab en styrket position ved forhandlinger om olieindkøb i udlandet.

En betydelig del af den olie, der udbydes i forbindelse med sådanne stat til stat-handler er svovlholdige olier, der ikke vil kunne oparbejdes på de danske raffinaderier til produkter, der overholder svovlspecifikationerne på det danske marked, uden at man samtidig disponerer over svovlfattig råolie til opblanding. Derfor vil en sikker adgang til råolie med et lavt svovlindhold som de danske nordsøolier medføre væsentlig større muligheder for at kunne købe sådanne svovlholdige olier og dermed bidrage til forsyningssikkerheden.«

Lovforslaget kom til 1. behandling sammen med forslag til lov om regulering af eneretsbevilling til efterforskning og indvinding af kulbrinter i Danmarks undergrund og forslag til lov om etablering og benyttelse af en rørledning til transport af råolie og kondensat (se nærmest foregående sag og A.I. nr. 20).

Det energipolitiske udvalg afgav ikke betænkning over lovforslaget, idet aftalen af 19. maj 1981 mellem staten og bevillingshaverne om ændring af eneretsbevillingen indeholder bestemmelser om statens køberet til flydende kulbrinter, som indvindes i henhold til bevillingen. Staten eller et af staten ejet selskab vil herefter kunne købe indtil 40 pct. af al indvunden olie og kondensat til pris og vilkår, som afgøres ved kommerciel forhandling mellem parterne. Indtil 1989 er sælger dog berettiget til at tilbagekøbe en stadig faldende andel af kulbrinterne, begyndende med 80 pct. i 1982 og sluttende med 10 pct. i 1989. Tvister mellem køber og sælger om prisen og leveringsvilkårene i øvrigt afgøres ved almindelig voldgift, hvor hver af parterne udpeger en voldgiftsmand og disse i forening en formand for voldgiftsnævnet.
Partiernes ordførere
Ervin Christian Jensen (S), Hans Hækkerup (S), Arne Christiansen (V), Ole Maisted (FP), Annelise Gotfredsen (KF), Ole Kalnæs (SF), Lone Dybkjær (RV), Arne Melchior (CD), Poul H. Møller (KrF), Mikael Lennart Waldorff (VS) og Niels Mølgaard (DR)