L 153 Lov om ændring af lov om erhvervsfaglige grunduddannelser

(Udgifter til afsluttende faglige prøver).

Af: Undervisningsminister Dorte Bennedsen (S)
Samling: 1980-81
Status: Stadfæstet
Lov nr. 210 af 13-05-1981
Efter 1. behandling henvist til uddannelsesudvalget.

Ved loven ændres EFG-loven således, at omkostningerne ved en eventuel afsluttende faglig prøve afholdes af de faglige udvalg mod hel eller delvis refusion fra de enkelte praktikvirksomheder.

I den skriftlige fremsættelsestale til lovforslaget oplyste undervisningsministeren følgende om hensigten med lovforslaget:

»Der har i årene siden forsøgsperioden hos elever, virksomheder og organisationer været en stigende interesse for at kunne afslutte de erhvervsfaglige grunduddannelser med en faglig prøve. Ministeriet finder, at der i forhandlinger med organisationerne er dokumenteret behov for at fastsætte regler om prøver i de erhvervsfaglige grunduddannelser, så der ved afslutningen af et kompetencegivende uddannelsestrin inden for et fagområde kan afholdes afsluttende faglige prøver. Sådanne prøver vil dog kun blive gennemført, hvis det faglige udvalg ønsker det og hovederhvervsområdets erhvervsuddannelsesudvalg fremkommer med indstilling herom til ministeriet.«

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 104 stemmer mod 22 (FP og VS).
Partiernes ordførere
Jimmy Stahr (S), Bertel Haarder (V), Børge Halvgaard (FP), Karen Højte Jensen (KF), Marianne Bentsen-Pedersen (SF), Lone Dybkjær (RV), Mimi Jakobsen (CD), Steen Folke (VS) og Alfred Hansen (DR)