Efter 1. behandling henvist til uddannelsesudvalget.
Loven fastsætter, at 1. klasser ved kursus ved oprettelsen, der sker senest 1. juli, skal have mindst 18 elever i gennemsnit pr. klasse. Undervisningsministeren kan dog i særlige tilfælde fravige denne bestemmelse. Loven har virkning første gang for 1. klasserne i 1981, idet 1. klasser i 1981 dog kan oprettes i tiden indtil 1. august.
Om baggrunden for lovforslaget oplyste undervisningsministeren følgende i den skriftlige fremsættelsestale:
»Som led i sparebestræbelserne ønsker regeringen at sikre, at 1. klasser ved studenterkurser ikke oprettes, uden at der er mindst 18 elever i klassen.
For så vidt angår de offentlige kurser, som uddanner over halvdelen af kursuseleverne, vil en sådan nyordning kunne gennemføres administrativt, men for de private kurser kræves en lovhjemmel. Denne foreslås tilvejebragt i form af en yderligere tilskudsbetingelse.
Den foreslåede tilskudsbetingelse går ud på, at der skal være mindst 18 elever i hver 1. kursusklasse ved klassens oprettelse, der finder sted senest den 15. juni.
Endvidere skal 1. klasserne ved undervisningsårets begyndelse opfylde de betingelser med hensyn til elevtal, som fastsættes af undervisningsministeren. De pågældende betingelser vil blive udformet således, at elevtallet på mindst 18 skal fastholdes til undervisningsårets start, idet der dog vil blive givet adgang til at fravige dette elevtal under særlige omstændigheder. Til sådanne særlige omstændigheder henregnes tilfælde, hvor særlige grene vil komme i knibe eller der kun mangler én eller enkelte elever i at nå det foreskrevne antal.
Den omhandlede stramning af elevtallet i 1. klasserne anslås at ville medføre besparelser på indtil 1,2 mill. kr., som kommer amtskommunerne til gode i medfør af loven om kommuners og amtskommuners bidrag til statslige og private skoler og kurser (bidragsloven).
Med disse bemærkninger skal jeg anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling i det høje ting.«
I betænkningen over lovforslaget stillede undervisningsministeren imidlertid ændringsforslag om, at tidspunktet for oprettelsen af 1. kursusklasse fastsattes til 1. juli, at der skulle være 18 elever i gennemsnit i 1. klasserne, at undervisningsministeren i særlige tilfælde kan fravige sidstnævnte bestemmelse, og endelig at 1. klasser i 1981 kan oprettes indtil 1. august. Ved 2. behandling blev disse ændringsforslag vedtaget, og det skønnes herefter, at besparelserne bliver noget mindre.
Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 118 stemmer mod 42 (KF, SF, VS og DR).